Socialdemokratiet har valgt Rasmus Stoklund som politisk ordfører og Mattias Tesfaye som gruppeformand.
Det meddeler formand Mette Frederiksen (S) efter et gruppemøde torsdag formiddag i regeringspartiet.
- Jeg er simpelthen så glad for, at vi har valgt nogle af vores allerstærkeste socialdemokratiske politikere i spidsen for vores folketingsgruppe, siger Mette Frederiksen.
Ændringerne i partiets gruppeledelse kommer som følge af regeringsdannelsen de seneste dage, hvor Socialdemokratiet er gået i regering med SF, Moderaterne og De Radikale.
Stoklund kommer fra en post som udlændinge- og integrationsminister i den afgående SVM-regering, mens Mattias Tesfaye var børne- og undervisningsminister i samme.
Tesfaye sagde til Politiken onsdag, at han ikke ønskede at fortsætte som minister. Han ville prøve noget nyt.
Partiformanden begrunder valget med, at de er profiler på et for partiet centralt politikområde.
- Udover at være dygtige, så er de også nogle af de vigtigste politiske profiler overhovedet i Danmark på en stram udlændingepolitik, siger Mette Frederiksen.
Socialdemokratiet har 38 mandater i denne regeringsperiode. Det er 12 færre end ved valget i 2022.
Samtidig har Socialdemokratiet denne gang dannet regering med tre partier mod to i forrige valgperiode.
Alt det medfører, at Socialdemokratiet har fået færre ministerposter. Fra 11 til 9.
- Der er de poster, der er. Og dem fordeler vi, så godt vi overhovedet kan. I øvrigt er der mange andre arbejdsopgaver, der også skal løftes herfra, og dem fordeler vi så i næste uge, siger Mette Frederiksen.
Mattias Tesfaye overtager posten som gruppeformand fra Leif Lahn, som har haft opgaven siden 2020.
Før Rasmus Stoklund var Christian Rabjerg Madsen politisk ordfører i Socialdemokratiet.
Christian Rabjerg Madsen har været politisk ordfører ad flere omgange, og han har i øvrigt byttet denne post med netop Rasmus Stoklund tidligere.
/ritzau/