Cykelløb spænder ben for lokal busdrift

Når Copenhagen Sprint med start i Roskilde ruller ud på vejene 13.-14. juni betyder det også længere transporttid, hvis man planlægger en bustur i området.

Når Copenhagen Sprint med start i Roskilde ruller ud på vejene 13.-14. juni betyder det også længere transporttid, hvis man planlægger en bustur i området.

Foto: Dan Møller

Når Danmarks World Tour-cykelløb Copenhagen Sprint ruller sig ud, er det ikke kun bilisterne, der bliver trafikalt udfordrede.

Movia opfordrer således passagerne til at planlægge rejsen i god tid i den weekend, hvor Copenhagen Sprint med start i Roskilde ruller gennem flere sjællandske kommuner. 

I løbet af weekenden 13.-14. juni kan flere end 450.000 buspassagerer forvente, at deres rejse bliver påvirket af cykelløbet. 

De største ændringer i busdriften kommer til at ske i København omkring de centrale knudepunkter for den kollektive trafik. Men for eksempel i Roskilde går det også ud over linje 201A, 202A, 205, 209, 216, 217, 220, 358 og 600S.

Afgange aflyses

Nogle busser vil blive holdt tilbage i sluser, der kan give forsinkelser. Enkelte afgange bliver aflyst, og nogle busstoppesteder vil være midlertidigt lukket.

- Copenhagen Sprint bliver en stor sportsbegivenhed med mange besøgende og aktiviteter i byerne. Vi gør alt, hvad vi kan, for at hjælpe kunderne godt gennem weekenden og anbefaler, at man tjekker sin rejse hjemmefra, anbefaler direktør for kunder og kommunikation i Movia Stine Sander i en pressemeddelelse.

Gennem Himmelev

Det internationale cykelløb samler nogle af verdens bedste ryttere til et løb gennem hovedstaden og flere sjællandske kommuner. 

Starten går begge dage fra Stændertorvet i Roskilde, gennem Himmelev til Rute 6, hvorefter rytterne svinger ind gennem Jyllinge.

Cykelrytterne kører i mål ved Statens Museum for Kunst i København. Løbsruten er planlagt til at gå igennem blandt andet Frederikssund, Farum og Ballerup. 

De kvindelige cykelryttere kører den 13. juni, mens mændene er i sadlen den 14. juni.

Trafikpåvirkninger i Roskilde

Området ved Stændertorvet:
Kl. 06-16 lørdag 13/6
Kl. 06-14 søndag 14/6

Roskilde by:
Kl. 13-14 lørdag 13/6
Kl. 10-11 søndag 14/6

Himmelev, Rute 6 og Jyllinge
Kl. 12.30-14 lørdag 13/6
Kl. 10-11.30 søndag 14/6)

Kilde: Roskilde Kommune

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...