Sidste år lagde flere tusinde mennesker vejen forbi Strøby Idrætscenter til Sol over Stevns, og i år har 20 virksomheder og handelsboder, 17 foreninger og 6 partier lagt sig i selen for at gentage succesen.
Det er 13. juni klokken 10 til 17.
Kræmmermarkedet, der plejer at være et tilløbsstykke på Sol over Stevns, har i år omkring 75 kræmmere tilmeldt, og det holder åbent hele dagen.
Man kan i løbet af dagen også spille lynbanko, drikke lækre drinks i sommerbaren og lære at danse linedance, lige som der blandt andet er hoppeborg, fodbolddart og gratis ansigtsmaling for børnene, også hele dagen - og så er der også trylleshow fra klokken 14.15 i børneteltet.
På scenen er der musik fra klokken 11.00, hvor Stevns Musikskole skyder festlighederne i gang. Brusen i Strøby har sponseret familiekoncerten med Roselil klokken 13.00, og her lover Roselil, at der bliver plads til at vride sig af grin, nynne lidt i skægget og måske få talt lidt om følelser og om hvad det betyder at være et lille menneske i en stor verden.
Den lokale skjald, Kim Schwartz, og "familie" lægger vejen forbi klokken 14, mens det danske rock- og popcoverband Forlænget Spilletid runder rækken af musikalske indslag af klokken 16 med ægte klassikere fra 1980’erne og op til i dag.
Det er muligt at købe mad og drikke på pladsen hele dagen.