Stort vandbrud efterlader Vangede uden vand

Novafos arbejder på højtryk for at reparere skaden og forventer at genoprette forsyningen omkring klokken 11. 

Bo Lindhardt, direktør for vand, IT og automation i Novafos beklager meget den ulempe, det medfører.

Bo Lindhardt, direktør for vand, IT og automation i Novafos beklager meget den ulempe, det medfører.

Foto: Presse

Opdatering: Kl. 10.50 var Novafos færdig med arbejdet på vandledningen. Det første vand kan være uklart eller rødbrunt. Det er ganske ufarligt og forsvinder. Lad det løbe i ca. 15 minutter. 

Borgere og virksomheder i Vangede har været uden vand siden omkring klokken 21 tirsdag aften. Og nu 12 timer efter er hanerne stadig tomme. 

Det skyldes et brud på en større vandledning ved Lyngbyvejen bag IKEA i Gentofte, hvor Novafos arbejder nu på højtryk for at genoprette forsyningen.

Blandt de berørte er SF-politiker og Vangede-borger Helene Brochmann, som beskriver situationen som en usædvanlig prøve for lokalområdet.

- Vi har ikke haft vand siden i går aftes, og lidt over klokken 6 sendte Novafos en sms ud, hvor de skrev, at de forventer, at vandet er tilbage klokken 11. Det føles som en ret skrap test af nødberedskaberne, siger hun.

Arbejder intensivt

Bruddet er lokaliseret ved Lyngbyvejen, hvor Novafos arbejder intensivt på at udbedre skaden. 

"Der er sat betydelige ressourcer ind på stedet, herunder entreprenørmateriel, lastbiler og specialudstyr som gravesugere, " skriver de i en pressemeddelelse.

Novafos forklarer, at da bruddet ligger i et skråningsanlæg, er der behov for ekstra sikkerhedsforanstaltninger af hensyn til de medarbejdere, der skal udføre reparationsarbejdet.

- Når vi står med et brud af denne størrelse, er det nødvendigt at lukke for en central hovedforsyningsledning for at kunne reparere skaden forsvarligt. Vores fokus er nu på at få udbedret skaden og genetablere vandforsyningen så hurtigt som muligt, siger direktør for vand, IT og automation i Novafos, Bo Lindhardt.

- Vi arbejder på højtryk og beklager meget den ulempe, det medfører for vores forbrugere, borgere og virksomheder, tilføjer han.

Novafos forventer, at vandforsyningen i det berørte område er normal igen omkring klokken 11.

Kunder opfordres til løbende at holde sig orienteret via Novafos’ hjemmeside, hvor der opdateres om situationen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...