Når et kommunalt sundhedsforløb slutter, kan det være svært for mange at holde fast i de gode vaner. Men det skal den nye indsats 'Trygt i gang' ændre på.
Med 35,8 millioner kroner i støtte fra Nordea-fonden er projektet udviklet som en fælles indsats på tværs af 10 kommuner, hvor Rudersdal sammen med Gentofte og Helsingør er deltagerne fra det nordsjællandske.
Målgruppen er fysisk inaktive voksne, ældre og borgere med kroniske sygdomme. Og målet er, at mere end 12.000 borgere i den femårige projektperiode fastholder forandrede træningsrutiner i de lokale idrætsfællesskaber.
Få finder selv vej
Mange oplever nemlig ellers, at det kan være svært at fortsætte en aktiv hverdag, når et kommunalt forløb afsluttes. Selv om mange kommuner har et levende foreningsliv, er det få, der af sig selv finder vej derhen.

Med 'Trygt i gang' vil kommunerne udvikle lokale løsninger, der gør overgangen til idrætsfællesskaberne mere tryg.
Vi kan se, at idrætsfællesskaber kan hjælpe flere borgere med at holde fast i en aktiv hverdag. Derfor glæder vi os også til at sætte endnu mere tryk på den udvikling.
Ann Sofie Orth, borgmester
Projektet skal samtidig nå borgere, som i dag ikke er tilstrækkeligt fysisk aktive, og skabe flere indgange til bevægelse og fællesskab.
Kommunen skal have en brobygger
En central del af indsatsen er en brobyggerfunktion i hver kommune, hvor brobyggeren i samarbejde med lokale foreninger skal være med til at udvikle og drive lokalt tilpassede modeller.
- Vi kan se, at idrætsfællesskaber kan hjælpe flere borgere med at holde fast i en aktiv hverdag. Derfor glæder vi os også til at sætte endnu mere tryk på den udvikling, lyder det fra borgmester Ann Sofie Orth (K) i en pressemeddelelse fra Rudersdal Kommune.
Indsatsen bygger på forskningsbaseret viden om, at holdspil og andre fællesskabsbaserede bevægelsesaktiviteter kan styrke både fysisk og mental sundhed.

Vil samle ny viden
Den viden skal nu omsættes til konkrete lokale løsninger, og samtidig skal der samles ny viden om, hvordan brobygning mellem blandt andet sundhedscentre og idrætsfællesskaber kan give flere borgere bedre muligheder for bevægelse, fællesskab og livskvalitet.
Projektet vil derfor blive fulgt løbende med evalueringer og dokumentation.
Kommunerne medfinansierer implementering og forankring af indsatsen, så den kan leve videre efter den femårige projektperiode
Læs mere på trygtigang.dk.