Tirsdag morgen lidt efter klokken syv opstod der en mindre brand i facaden på Hørsholm Skøjtehal.
Branden opstod, da medarbejdere havde gang i ukrudtsbrænderen og kom for tæt på skøjtehallens facade.
Hørsholm Kommune oplyser, at ilden fik fat i et mindre område udvendigt under facadebeklædningen. I forbindelse med slukningsarbejdet er dele af facaden blevet fjernet.
- De foreløbige vurderinger peger på, at skaderne er begrænsede, oplyser centerchef Per Rygaard fra Hørsholm Kommunes Center for Ejendomme, Faciliteter og Arealer i en pressemeddelelse.
Branden blev hurtigt slukket af Nordsjællands Brandvæsen, og Per Rygaard udtrykker tilfredshed med indsatsen.
- Jeg er meget glad for, at vores medarbejdere reagerede hurtigt og fik alarmeret beredskabet. Samtidig var indsatsen både hurtig og effektiv, så branden hurtigt kom under kontrol. Som det ser ud nu, så er skaderne begrænsede, og det er jeg meget tilfreds med, lyder det siger fra den kommunale centerchef.
Skøjtehallen er lige nu sommerlukket, og der er på nuværende tidspunkt ikke offentlig adgang til skøjtehallen.