Mørket var endnu ikke faldet på, men det forhindrede ikke en gruppe skrottyve i at kaste sig ud i en farlig mission søndag aften.
Her modtog Nordsjællands Politi en anmeldelse om, at et højspændingskabel på Auderødvej ved Frederiksværk var blevet klippet over, og at der var stjålet kobber.
Da politiet ankom, var gerningspersonerne væk, men der blev fundet spor i form af nedtrampet græs ved hegnet. Tyvene stjal skrot for cirka 3.000 kroner og brød samtidig ind i et teknikrum, hvor de forsøgte at overskære en højspændingsledning til en TDC-mast.
- Det er vigtigt for os at understrege, at det er utrolig farligt at stjæle fra anlæg, som kan være i drift. Den høje spænding i kabler og komponenter kan medføre alvorlige personskader, siger Philip Brønnum Olesen, Media Relations Manager i Cerius-Radius.
Irriterende
Det medførte skader på teknikken for anslået 100.000-200.000 kroner. El-selskabet måtte mandag ud for at udbedre skaderne.
- Vi oplever desværre fra tid til anden tyveri fra vores elanlæg. Det er irriterende, for det kræver både ressourcer at udbedre skaderne samt penge til nye materialer. Og det kan medføre udfordringer i forbindelse med forsyningen af vores eksisterende kunder, siger Philip Brønnum Olesen.
Han kalder det 'en utrolig svær opgave' at forebygge skrottyverierne.
Cerius-Radius har 300.000 kabelskabe, 22.000 mellemstore transformerstationer (netstationer) og flere end 200 store transformerstationer (hovedstationer).
- Så det handler i høj grad om et godt samarbejde med politiet, siger Philip Brønnum Olesen og understreger, at alle sager bliver politianmeldt.