Mindeord:  Selv i en høj alder bevarede hun sin nysgerrighed, sin arbejdsglæde og sit engagement

Lis Ahrenkiel er død 86 år gammel efter et kort sygdomsforløb. Trods sygdommen fortsatte hun sit arbejde så længe, hun kunne.

Lis Ahrenkiel er død efter kort tids sygdom. Hun fortsatte dog sit arbejde til det sidste.

Lis Ahrenkiel er død efter kort tids sygdom. Hun fortsatte dog sit arbejde til det sidste.

Håndarbejdslærer Lis Ahrenkiel, Haslev, er død 86 år gammel efter et kort sygdomsforløb. I januar fik hun konstateret uhelbredelig kræft. Trods sygdommen fortsatte hun sit arbejde så længe, hun kunne, og først den 20. april måtte hun indstille den undervisning, som havde været omdrejningspunktet i hendes liv gennem næsten syv årtier.

Den Korte Version
  • Lis Ahrenkiel, håndarbejdslærer fra Haslev, er død 86 år gammel efter kort sygdomsforløb.
  • Hun fortsatte undervisning indtil 20. april trods uhelbredelig kræftdiagnose i januar.
  • Lis grundlagde Den Klassiske Broderiskole i Haslev efter sin mands død i 1996.
  • Hun blev anerkendt som førende specialist i hedebosyning og bevarede gamle teknikker.
  • Initiativer arbejder på at etablere Tråde af Tid – Museum for Broderi og Skaberkraft.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Lis Ahrenkiel blev født i Ugerløse ved Holbæk som den ældste af to søskende. Hun voksede op på Krogården, hvor hendes forældre drev landbrug. Her lærte hun tidligt betydningen af flid, omhu og respekt for godt håndværk – værdier, der fulgte hende gennem hele livet.

I 1965 flyttede hun til Haslev sammen med sin mand og deres toårige datter. De købte et mindre landsted, som blev familiens hjem og samlingspunkt gennem mange år. I 1973 blev der opført et stort undervisningslokale på ejendommen. I de første mange år fungerede det primært som værksted og forberedelsesrum, mens Lis underviste på aftenskoler, højskoler og kurser rundt om i landet. Først efter sin mands død i 1996 blev lokalet rammen om en omfattende undervisningsvirksomhed i hjemmet, samtidig med at hun fortsatte sit virke på højskoler, aftenskoler og kurser over hele landet.

Et livsværk

Undervisning og folkeoplysning blev hendes livsværk. Allerede som 18-årig begyndte hun i 1957 at undervise på en efterskole efter anbefaling fra sin højskole. Det blev begyndelsen på et virke, som kom til at strække sig over næsten 68 år.

For Lis Ahrenkiel var forbindelsen mellem ånd og hånd en selvfølge. Hun betragtede håndarbejde som langt mere end teknik; det var en vej til dannelse, kulturforståelse, fordybelse og livslang læring. I en menneskealder virkede hun i folkeoplysningens og højskolernes tjeneste med broderi, patchwork, komposition, farvelære samt kunst- og kulturformidling som centrale emner.

Her stod Lis Ahrenkiel blandt sine mange broderier.
Her stod Lis Ahrenkiel blandt sine mange broderier. Foto: Kim Rasmussen

Særligt broderiet blev hendes faglige hjemmebane. Hun opnåede en enestående viden om de traditionelle danske broderiformer og blev anerkendt som en af landets største eksperter i hedebosyning – af mange betragtet som den førende specialist på området. Med stor grundighed og dyb respekt for håndværkets historie arbejdede hun utrætteligt for at bevare, dokumentere og videreføre de gamle teknikker til nye generationer.

Efter sin mands død grundlagde hun Den Klassiske Broderiskole i Haslev. Her kunne elever gennem et syv et halvt år langt uddannelsesforløb opnå en grundig uddannelse i klassisk broderi. Undervisningen foregik i det store undervisningslokale på hjemstedet, og gennem årene tiltrak skolen kursister fra hele landet.

Ud over landets grænser

Rygtet om Lis Ahrenkiels faglige kunnen nåede imidlertid langt ud over Danmarks grænser. Elever rejste langvejs fra for at modtage undervisning hos hende, og blandt kursisterne fandtes mennesker fra blandt andet Japan. Lis talte kun dansk, men det blev aldrig en hindring. Håndværket havde sit eget sprog, og undervisningen foregik ofte gennem demonstration, håndens bevægelser og det fælles arbejde ved broderirammen. Hvor ordene ikke slog til, gjorde håndværket det.

Utallige elever har gennem årene mødt hende som en engageret, vidende og inspirerende lærer. Hun stillede krav til kvalitet og omhu, men delte samtidig generøst ud af sin store viden og erfaring. Mange af hendes tidligere elever fører i dag traditionerne videre i egne værksteder, undervisningsforløb og håndarbejdsmiljøer.

At Lis Ahrenkiels betydning rækker langt ud over hendes egen levetid, ses også af de initiativer, der er opstået i kølvandet på hendes sygdomsforløb. Kræfter inden for håndarbejdets verden arbejder på at etablere en selvejende institution Tråde af Tid – Museum for Broderi og Skaberkraft. Visionen er at sikre bevarelsen af Lis Ahrenkiels omfattende undervisningsmaterialer, hendes egne værker samt de mange broderier og tekstile arbejder, hun gennem et langt liv har samlet. Lykkes det at skabe de nødvendige rammer og lokaler, vil samlingen blive overdraget til institutionen og dermed gøre det muligt for kommende generationer fortsat at lære af hendes arbejde og hente inspiration i den viden, hun brugte et helt liv på at opbygge og formidle.

I 2019 rejste Yoko Engyoku (t.v.) til Svalebæk for at lære af mesteren, Lis Ahrenkiel.
I 2019 rejste Yoko Engyoku (t.v.) til Svalebæk for at lære af mesteren, Lis Ahrenkiel. Foto: Jens Wollesen.

Selv i en høj alder bevarede hun sin nysgerrighed, sin arbejdsglæde og sit engagement. At hun fortsatte med at undervise næsten til det sidste, vidner om den livskraft og dedikation, der kendetegnede hende.

Lis Ahrenkiel efterlader sig to døtre, fem børnebørn og to oldebørn. Hun efterlader sig også et betydeligt fagligt og kulturelt livsværk, som vil leve videre gennem de mange mennesker, hun har undervist, inspireret og sat spor hos.

Med hendes bortgang har dansk håndarbejde, folkeoplysning og højskoleverdenen mistet en markant skikkelse. Men gennem hendes elever, hendes værker og de initiativer, der nu arbejdes på for at bevare hendes arv, vil hendes indsats fortsat række ind i fremtiden.

Æret være Lis Ahrenkiels minde.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...