Boldspil, yoga, tovtrækning og masser af fællesskab.
Det var nogle af overskrifterne, da Sundhedsfællesskabets idrætsdag fyldte Rødovre Hallen med psykisk sårbare voksne fra hele Vestegnen.
Der var run på både minigolf, boldspil og yogamåtter, på programmet var 14 forskellige aktiviteter, og deltagerne kom fra de fire kommuner Albertslund, Glostrup, Høje-Taastrup og Rødovre.
Dagen sluttede med den traditionsrige tovtrækning Kampen om Vestegnen, hvor de fire kommuner dystede mod hinanden – og med trækningen af vinderne i dagens lotteri.
Kan tilbyde en bredde
Sundhedsfællesskabet er et samarbejde mellem socialpsykiatrien og sundhedsområdet i de fire kommuner. Tanken er, at en almindelig idrætsforening kan være et stort skridt, hvis man er psykisk sårbar.
- Det særlige ved os er, at vi er gået sammen på tværs af kommunerne. Det betyder, at vi kan tilbyde en bredde af aktiviteter, som ingen kommune kunne løfte alene, fortæller Mette Philippsberg Jepsen, leder af Sundhedsfællesskabet.
– Og en dag som i dag viser jo, hvad det hele handler om: at få mennesker til at bevæge sig, mødes og opdage, at de kan være med, siger hun.
En af dem, der nød dagen, var Martin Tullin fra Rødovre. Hans uge er godt booket op med faste hold i Sundhedsfællesskabet.
– Jeg går til badminton, bowling, yoga og Mix-boldspil, og så træner jeg også i Vestbadet om tirsdagen. Så jeg har meget at se til, fortæller han med et smil.
Tobias Høier, der har været med de seneste tre år, fortæller at for ham er det fællesskabet på tværs, der gør dagen særlig.
- Man møder folk, man måske ikke ellers ville have mødt – i alle aldre, fra 18 op til 60. Og så får man rørt sig. Det betyder rigtig meget for mange, siger han.