Ganløse Musikforening (GAMF, red) holder lørdag den 20. juni fra klokken 13.00 arrangementet "Musik på Grønningen", hvor det er gratis at deltage.
Musikfesten byder først og fremmest på masser af god livemusik, men traditionen tro henvender begivenheden sig både til børn og voksne. Mens de voksne hygger sig med de musikalske indslag, så kan børnene give den gas med hoppeborg, leg, aktiviteter og underholdning.
- Først på dagen tager vi os af de mindste, der skal være aktive med afrikanske trommer, sang og leg, senere på eftermiddagen starter musikken på den store scene og fortsætter til midnat, siger Martine Bach-Kristensen fra Ganløse Musikforening.
Hun melder om et varieret program, hvor der er noget for alle.
- Nogle bands er lokale, andre mere kendte på musikscenen. Hovednavnet i år er 'Keen on Queen', der vil spille masser af gode Queen numre, som vi alle kan danse til og synge med på, siger hun.
Netop Queen-tribute bandet "Keen On Queen" vil de gå på scenen og levere klassikere som "Bohemian Rhapsody", "We Will Rock You", "Radio Ga Ga" og mange flere.
"Musik på Grønningen" er et gratis arrangement for børn og voksne med samvær og hygge i fokus. På pladsen finder man også street food og drikkevarer, som er leveret af lokale foreninger og cafeer.
Fra kor til Bamse-jam
Programmet er som følger: Klokken 13.00 går "Talent Egedal" på scenen, inden den officielle velkomst. Derefter kan publikum klokken 14.30 nyde Kirkens børnekor, og klokken 15.00 går Ganløsekoret på scenen.
Klokken 16.00 spiller "Djembe Denmark", og en time senere er der fest med "Alligator Swingband". Klokken 18.15 er der livemusik med "Støjkupe", og klokken 20.30 er der som nævnt et gensyn med legendariske "Queen" leveret i en coverudgave af bandet "Keen on Queen".
Klokken 22.00 kan publikum høre "Bamse Jam" som dagens sidste musikalske indslag, inden pladsen lukker klokken 23.30.