Der blev sat et hårdtslående punktum for sæsonen, da Frederiksværk Bokseklub i den forgangne weekend var repræsenteret med tre fightere ved de nationale begyndermesterskaber, som blev afholdt i Høje Taastrup.
Stefan Banjas, Marco Lefevre og Marcus 'The Tank' Glinvad Johansen forsvarede klubbens farver med punch i handsken. To guld og en sølvmedalje blev resultatet af weekendens anstrengelser.
Supersværvægteren Marcus 'The Tank' Glinvad Johansen gjorde kort proces i såvel semifinale som finale. Med masser af selvtillid blev modstanderen fra ABC Amager nedlagt i første omgang i semifinalen. Det samme billede gentog sig i finalen, hvor Frederiksværkbokseren sendte sin modstander fra Reflex Box Club i Aarhus på halen i første omgang, hvorefter kamplereden stoppede kampen.

Marco Lefevre gjorde comeback efter en længere pause ovenpå et nederlag tidligere på sæsonen. Det blev et stærkt gensyn med bokseringen. I semifinalen i cruiservægt, blev modstanderen besejret med samtlige dommerstemmer efter en rigtig herrefight. I finalen blev det derimod ikke til sved på panden, da modstanderen fra Slagelse, i samråd med lægen, måtte trække sig med en håndskade, han havde pådraget sig i sin semifinale.
Stefan Banjas stillede op i weltervægt, op til 64 kilo, men måtte denne gang se sig besejret efter en tæt finale mod en modstander fra Kalundborg, der fik sejren med samtlige dommerstemmer.
- Drengene gjorde det super godt. Stefan er lidt for længe om at komme i gang, så selv om han slutter omgangene bedst af, kom han for langt bagud. Marco leverer en stærk kamp ovenpå hans pause. Vinder en tæt semifinale, hvor der blev givet og taget. Selvfølgelig ærgerligt, at finalen ikke blev bokset, men sådan er det, man kan ikke bokse med en skadet hånd. Marcus leverer bare i den tungeste klasse, sætter nogle tunge træffere ind som modstanderne bare ikke rejser sig fra, lød det efterfølgende fra Miro Paunovic fra bokseklubbens trænerteam.