Finn Hansen, tidligere økonomichef i Rudersdal Kommune, døde pludseligt den 26. maj. Vi har modtaget dette mindeord fra Jens Bruhn, tidligere mangeårigt medlem af kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet.
Finn Hansen var en rigtig dygtig og vellidt økonomichef i Rudersdal Kommune. Han var særdeles respekteret af alle kommunalbestyrelsens medlemmer. Finn Hansen var en førsteklasses embedsmand, der gav os politikere en kyndig hjælp til at forstå alle dele af kommunens budget og regnskab.
På fornem pædagogisk vis kunne han anskueliggøre de komplicerede økonomiske sammenhænge, så selv vi politiske lægfolk kunne forstå det.
Når man som parti eller politiker søgte råd hos Finn Hansen, blev man altid mødt med stor imødekommenhed - ofte med en morsom og kærlig bemærkning som indledning - inden han med stor tålmodighed løste op for problemerne. Finn Hansen afsatte altid den tid, det krævede, for at vi kunne forstå problemstillingerne.
Mange af mine kolleger og jeg vil altid være Finn Hansen taknemlig for hans sobre og kompetente vejledning. Det skete på budgetseminarierne, budgetforhandlinger, regnskabsaflæggelser og alt andet, som havde med kommunens økonomi at gøre.
Når vi i de lokale partiforeninger skulle drøfte den kommunale økonomi, inviterede vi ofte økonomichefen med som konsulent, og her oplevede medlemmerne denne tålmodige og kompetente embedsmands empati, hans varme, humor og saglige forklaringer.
Finn Hansen kunne lide jazzmusik og besøgte derfor ofte Søllerød Jazzklub sammen med sin kone Maj-Britt. Samtidigt med, at Finn Hansen blev pensioneret i 2015, søgte jazzklubben en ny revisor. Efter flere opfordringer påtog han sig klubbens revisionsarbejde. I de næste ti år fik Søllerød Jazzklub glæde af denne regnskabskloge mand, et hverv, som han ligesom sine kommunale arbejdsopgaver, løste på strålende vis.
Finn Hansen var et gennemført ordentligt menneske, man altid kunne stole trygt på, både når han løste de krævende økonomiske opgaver, eller når han nød livet med de swingende rytmer.
Vi er mange, som vil savne Finn.
Finn Hansen bliver bisat fra Birkerød Kirke den 4. juni klokken 11.