Franskmænd får Møn serveret

En fransk tv-station har været på Møn for at optage øens natur. 

På Møn filmede tv-holdet blandt andet ved Møns Klint, Café Klap Hesten i Klintholm Havn, GeoCenter Møns Klint og Liselund.

På Møn filmede tv-holdet blandt andet ved Møns Klint, Café Klap Hesten i Klintholm Havn, GeoCenter Møns Klint og Liselund.

Foto: Pressefoto

Et fransk tv-hold fra TV5Monde var torsdag på Møn for at filme til programmet Destination Francophonie – Special Denmark. TV5MONDE er en af verdens største fransksprogede tv-stationer og har distribution til mere end 350 millioner husstande globalt.

Programmet fortæller om lande og destinationer gennem fransk sprog, kultur og forbindelser. I Danmark har tv-holdet især haft fokus på de franske forbindelser. Derfor bliver festivalen Fransk Forår i Præstø også en del af udsendelsen, mens optagelserne på Møn skal vise, hvordan øens natur, kulturhistorie og lokale oplevelser kan fortælles gennem en fransk optik.

Heste i café

På Møn begyndte dagen på vandet ved Møns Klint. Her var tv-holdet blandt andet med, da lokale bobler fra Brut de Møn blev hentet op fra havbunden med klinten som dramatisk bagtæppe.

Derefter gik turen til Café Klap Hesten i Klintholm Havn, hvor Ole Eskling var lokal vært for tv-holdet. I dagens anledning havde han inviteret to heste indenfor på caféen, så TV5Monde kunne få en både usædvanlig og billedstærk scene fra havnemiljøet.

Tv-holdet fik også lejlighed til at besøge GeoCenter Møns Klint og Liselund, hvor især de franske forbindelser i kulturhistorien indgik som en del af programmets fortælling om Danmark.

Begejstret vært

Under besøget på Møn gjorde især kombinationen af dramatisk natur, lokale fortællinger og de franske forbindelser indtryk på TV5MONDEs vært.

- Det, der har gjort størst indtryk på mig, er naturligvis landskabet. Udsigterne. Den storslåethed, som du møder her. Om det er Møns Klint, som tager pusten fra dig, eller de bølgende marker. Vi gik langs stranden i aftes, og jeg fik personligt en stor oplevelse af stilhed og fred. Det var meget fredfyldt, siger Nathalie Lesage, vært på Destination Francophonie.

Hvad tror du, at jeres fransktalende seere vil finde særligt interessant ved at besøge Møn?

- Om du er spansk-, italiensk- eller fransktalende er oplevelserne her så imponerende, at det vil give langvarige minder for alle, der besøger Møn. Og særligt for de fransktalende, tror jeg de vil sige, at det er ’incroyable’,” siger Nathalie Lesage med et smil.

- Som fransktalende bliver jeg især overrasket over den store respekt for naturen, som jeg oplever, at de lokale har. Her er så mange ildsjæle, der lægger deres hjerte i det, de frembringer; om det er mad eller vin. Også vores værter er så passionerede, når de viser Møn frem for os. Og de er stolte. Helt ærligt, jeg vil flytte til Møn, lyder det fra Nathalie Lesage.

Målrettet indsats

Besøget fra TV5MONDE er resultatet af en længere indsats, hvor Visit Sydsjælland & Møn har budt ind med oplevelser, steder og lokale fortællinger, der kunne være relevante for det franske tv-hold.

Der var inviteret heste med indenfor i Café Klap Hesten, hvilket tv-holdet var noget forundrede over at se.
Der var inviteret heste med indenfor i Café Klap Hesten, hvilket tv-holdet var noget forundrede over at se. Foto: Pressefoto

Målet har været at vise, at Sydsjælland og Møn ikke kun byder på smuk natur, men også på stærke kulturhistoriske spor, lokale fødevareoplevelser og mennesker, der kan gøre fortællingen om området levende for et internationalt publikum.

Hos Visit Sydsjælland & Møn ser direktør Martin Bender besøget som et eksempel på, at destinationen også har noget at tilbyde nye europæiske målgrupper.

- Vi arbejder hele tiden på at gøre internationale medier opmærksomme på de oplevelser og fortællinger, vi har i vores område. Derfor er det meget positivt, at TV5MONDE har valgt at filme på Møn. Det viser, at vores natur, kulturhistorie og lokale oplevelser også har appel langt ud over Danmarks grænser, lyder det fra Martin Bender.

Særprogram om Danmark

Optagelserne på Møn indgår i Destination Francophonie – Special Denmark, der sætter fokus på Danmark gennem franske forbindelser og fransktalende personer. Der produceres to afsnit af hver 30 minutter, der udsendes til september.

Programmet sendes på TV5MONDE, som har ni internationale kanaler og desuden gør programmer tilgængelige via TV5MONDE Plus og TV5MONDE Replay.

På Møn filmede tv-holdet blandt andet ved Møns Klint, Café Klap Hesten i Klintholm Havn, GeoCenter Møns Klint og Liselund.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...