Weekenden 6. og 7. juni danner Ådalens Skole i Frederikssund rammen om DM i solo i kunstrulleskøjteløb. Her samles de danske klubber for at konkurrere i sportens elegante og teknisk krævende discipliner.
”Det er en stor ære for 'Frisk' at lægge hal til et DM. Stævnerne i sporten er med til at øge fællesskabet, og uden vores mange frivillige forældre, ville det ikke være muligt at afholde så stort et arrangement. Det bliver en fantastisk weekend med masser af flot rulleskøjteløb med besøgende og løbere fra hele landet, siger Christina Lassen-Andersen, der formand for skøjteklubben 'Frisk'.
Kunstrulleskøjteløb minder på mange måder om kunstskøjteløb på is. Det foregår blot på rulleskøjter. Sporten kombinerer teknik, balance, koreografi og musik, når løberne udfører spring, piruetter og trinsekvenser på hjul. Der konkurreres både individuelt og i par, og sporten dyrkes af børn, unge og voksne over hele verden.
Alle er velkommen til at kigge forbi og opleve fart, musik, flotte kostumer og imponerende præstationer på hjul. Der er gratis adgang begge dage.