Glostrup Bibliotek inviterer til åbningsfest mandag 15. juni klokken 16.30 for den nye biblioteksoase 'Fordybningen'.
Her klipper formanden for kultur- og fritidsudvalget Camilla Christensen snoren til det nye biblioteksområde. Herefter vil der være kage, bobler og saftevand til alle og børn som voksne har mulighed for at plante frø i områdets nye plantekasser.
'Fordybningen' ligger bag ved biblioteket i hjørnet mod Sydvestvej.
Grønt gårdområde
I samarbejde med Glostrups miljø- og teknikafdeling har biblioteket skabt et grønt gårdområde, hvor man kan fordybe sig i en god bog udenfor, spise madpakker med familien eller udfordre sin ven til et spil skak.
Her kan de mange studerende på biblioteket også tage studiebøgerne med udenfor eller holde en velfortjent pause. Hvis man nyder at komme på biblioteket og læse avisen, kan man også tage den med ud og læse i det fri.
Ligger i en fordybning
Området har fået navnet 'Fordybningen', da det helt konkret ligger i en fordybning, og fordi det er et sted for fordybelse i bøger, viden og fællesskab.
I løbet af årets varmere måneder vil man kunne opleve en del af bibliotekets arrangementer finde sted i det nye grønne område som bogsaloner, fællessang og quizaftener.
- Vi glæder os over nu at have et hyggeligt udendørsområde, hvor vi kan invitere Glostrups borgere til at fordybe sig i viden og litteratur under åben himmel, lyder det fra litteraturformidler på biblioteket Kirsten Vestergaard Mikkelsen i en pressemeddelelse.
Udendørsworkshops
Hun ser frem til arrangementer som plantedage og frøhøst lige som 'Fordybningen' vil danne ramme for udendørsworkshops for børn og skoleklasser.
Det er gratis at deltage i åbningsfesten og kræver ingen tilmelding.