Det har været svært at være bilist på Københavnsvej, lige nu er det svært på Køgeve,j og fra mandag bliver endnu en indfaldsvej ramt af trafikalt kaos.
Det er Ringstedgade den er gal på - nærmere bestemt på strækningen fra krydset ved Borgediget/Jernbanegade og til krydset ved Rådmandshaven ned til idrætsparken og til politigården.
Der skal nemlig renoveres og omlægges fjernvarme på strækningen som følge af det boligprojekt, der er på vej på strækningen.
Der er Fors, som står for gravearbejdet.
Forventningen er, at gravearbejdet kommer til at påvirke trafikken i området.
Arbejdet betyder, at vejen i tre uger bliver spærret for kørende trafik. Spærringen gælder dog kun i retning ud ad byen. Vejbanen ind mod byen bliver ikke berørt under arbejdet.
Men spærringen vil give udfordringer for de mange, som om morgenen kommer fra havneområdet og via Borgediget vil til højre, hen til spritkrydset og måske ud mod de mange skoler på Maglegårdsvej.
Fors har lavet en informationsside om vejarbejdet som man kan følge med i her.
Cyklister og gående kan fortsat benytte strækningen, men bilister bliver sendt udenom området via Helligkorsvej, Fælledvej og Holbækvej.
Specielt t-krydset på Holbækvej bliver en udfordring, da krydset ingen lysregulering har, og Holbækvej til tider kan være særdeles svær at komme ud på med bil fra Fælledvej.
Busserne bliver også omlagt, og passagererne opfordres til at følge med på rejseplanen.dk.