Bekymret far og formand: - Hvad skal der ske med borgere, der ikke kan klare sig?

Borgere med udfordringer mister det faste personale. Det vækker kritik.

Rune Gamby og Sascha Gdowski fra DH Greve er bekymret over beslutningen om at skære det faste personale fra.

Rune Gamby og Sascha Gdowski fra DH Greve er bekymret over beslutningen om at skære det faste personale fra.

Foto: Janus Spøhr

Fra juni måned mister beboerne i boligfællesskabet på Freyas Kvarter 40-42 i Greve Kommune det faste personale, der bliver erstattet med udkørende personale. Det vækker bekymring og kritik fra flere borgere, der var mødt op på seneste byrådsmøde.

Den Korte Version
  • Beboere i Greve mister fast personale og får udkørende personale fra juni.
  • Rune Gamby kritiserer beslutningen som værende i strid med Ankestyrelsens afgørelser.
  • Borgmester Beckmann afviser kritik og mener, ændringen sker lovligt og forsvarligt.
  • Sascha Gdowski beskriver beboerne som sårbare med omfattende funktionsnedsættelser.
  • Byrådsmedlem Dogru udtrykker bekymring og håber på en løsning for borgerne.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

- Det faste personale er sparet væk af Greve Kommune, selv om flere beboere i deres VUM-vurderinger er beskrevet som borgere, der ikke kan bo i egen bolig uden omfattende støtte. Det er mennesker med diagnoser og funktionsnedsættelser, som ikke kan forstå og være i verden uden trygge relationer og kendte fagpersoner omkring sig, sagde Rune Gamby.

Han er formand for Danske Handicaporganisationers lokalafdeling i Greve og selv far til en søn med handicap.

- Som far lever jeg med en grundlæggende bekymring: Hvad skal der ske den dag, man ikke længere selv kan være der? Kan kommunen leve op til den udvidede omsorgspligt over for borgere, der ikke kan klare sig uden støtte, sagde han videre.

Beslutningen er i Rune Gambys øjne i strid med flere af Ankestyrelsens principafgørelser. Samtidig oplyser han, at personale, hjemmepleje og beboere er bekymrede over beslutningen.

- Derfor vil jeg spørge borgmesteren direkte: Vil borgmesteren tage et personligt og politisk ansvar for, at denne omlægning sker lovligt, fagligt forsvarligt og uden, at sårbare borgere bliver svigtet, sagde han.

Borgmester Pernille Beckmann svarede:

- Jeg anerkender ikke præmissen om, at vi ikke arbejder lovligt, og jeg synes ikke, at det er rimeligt at påstå det. Ændringen foregår som godt som muligt, men alle forandringer er svære.

Angst og utryghed

Sascha Gdowski er ikke enig med borgmesteren og kommunens beslutning.

- Borgerne er ikke blevet mindre sårbare, fordi Greve Kommune ændrer konstruktionen omkring deres tilbud, sagde hun blandt andet på byrådsmødet.

Sascha Gdowski har søgt aktindsigt i flere dokumenter vedrørende Freyas Kvarter 40-42. Hun beskriver borgerne som værende ’omfattende psykiske og sociale funktionsnedsættelser.’

- Det er borgere, som lever med angst, massiv utryghed, nedsat dømmekraft, afhængighedsproblematikker og store vanskeligheder ved at skabe struktur og stabilitet i eget liv. Borgere som er afhængige af kendte relationer og personale, der kan konfliktnedtrappe, skabe ro og hjælpe dem gennem helt almindelige daglige situationer, sagde hun og uddybede:

- Det mest alvorlige er måske, at alle beboere undtagen én er vurderet til ikke at kunne klare sig i egen bolig alene med udekørende støtte. Alligevel er borgerne ikke blevet inddraget.

Faktaboks

Freyas Kvarter 40-42 er et boligfællesskab, der henvender sig til borgere med psykiske og/eller sociale vanskeligheder. 

Det er borgere, hvor de psykiske og sociale vanskeligheder medfører begrænsninger i den enkelte borgers funktionsniveau i et sådant omfang, at der er behov for pædagogisk støtte. 

Målgruppen har behov for rammer med let adgang til pædagogisk støtte og vejledning for at klare hverdagen, og som giver mulighed for at opbygge sociale kompetencer. 

Den pædagogiske støtte kan være i form af individuel pædagogisk støtte og vejledning i borgerens bolig samt gruppevejledning og social træning i fællesrummet.

Boligen indeholder fem selvstændige 2-værelses lejligheder med køkken, stue, soveværelse og badeværelse. Derudover er der køkken/alrum.

Kilde: Greve Kommune

Ingen chance

Sascha Gdowski efterspurgte svar på, om ’byrådet og Greve Kommune som myndighed er villige til at påtage sig det fulde ansvar, hvis det viser sig, at borgere med omfattende støttebehov ikke kan opretholde trivsel, stabilitet og personlig sikkerhed efter denne omlægning?’

Borgmesteren svarede, at hun undrer sig over, at dialogen skal foregå i byrådssalen.

- Byrådet har ikke en kinamands chance for at svare. Jeg håber ikke, at spørgsmålet stilles her i salen for at udstille byrådet. Vi forsøger at omlægge tilbuddet på en værdig måde, men det er aldrig problemfrit, lød svaret, som hun senere uddybede med at sige, at ’administrationen ikke vurderer, at der er nogen problemet, og at det er fair, at der er forskellige opfattelser.’

Byrådsmedlem for Enhedslisten, Mehmet Zeki Dogru, mener ikke, at Rune Gamby og Sascha Gdowski mødte op med deres spørgsmål for at udstille byrådsmedlemmerne.

- Jeg er bekymret for borgerne, hvis det her holder stik. Jeg håber, at der kan findes en rigtig løsning, sagde han.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...