Solceller kan deles - nyt initiativ sættes i gang

"Energiv" består af disse fem lokale ildsjæle.

"Energiv" består af disse fem lokale ildsjæle.

Foto: Rasmus Blumensaat

Måden vi tænker strøm på, skal ændres. 

Det er ideen med et nyt lokalt energifællesskab.  Initiativet hedder "Energiv", og tirsdag den 16. juni klokken 19 inviteres naboer, lejere og lokale virksomheder til Fløng Forsamlingshus til et møde.

Det handler om at dele det bedste fra solcellerne på vores egne tage, lyder det fra fem lokale ildsjæle, der står bag "Energiv". Naboer i Høje-Taastrup Kommune, Trekroner, Torslunde og Ishøj Landsby skal kunne gå sammen om at producere og dele grøn strøm. Fælles og lokalt, som et andelsselskab.

- Vi vil gøre det let for alle at få en grønnere og mere stabil elregning. Gevinsten er ikke kun grøn fornuft — det er også mere forudsigelige priser i en urolig tid, siger Steen Olesen fra Fløng, der er idémanden bag.

Jo flere, jo bedre

Han forklarer, at "Energiv" starter med deling af overskudsstrøm fra lokale solceller, men at planen rækker længere. Batterilagring udjævner forskellen mellem sol og forbrug, og på sigt indgår elbilerne selv som fleksible batterier via tovejsopladning - så nabobilerne på parkeringspladsen kan understøtte forsyningen, også når solen ikke skinner.  

Jo flere der er med, jo mere stabil bliver strømmen for alle, er filosofien.

Emil Viskum, daglig leder af Miljø- og EnergiCentret, peger på en bonus: 

- Når vi laver lokale energifællesskaber, kan vi begrænse behovet for de store og stærkt forsinkede netforstærkninger.

Tommy Olsen fra Ishøj Landsby glæder sig over, at ENERGIV allerede fra start krydser kommunegrænser: 

- Det har spændende perspektiver, hvis tanken om at deles om den lokale strøm breder sig til stadig flere områder i Danmark.”

Knud Anker Iversen, lokal formand for Danmarks Naturfredningsforening, sætter tingene i perspektiv: 

- Det er da oplagt, at et land med så stolte traditioner for andelsbevægelse skal gå sammen om lokalt at dele strømmen.

Alle er velkomne i Fløng Forsamlingshus fra klokken 19, og der er gratis adgang for alle. Man kan læse mere og tilmelde sig på www.energiv.dk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...