Torsdag blev en skorsten sprængt i luften - derfor var Heidi der da det skete

Heidi Carlsen Dybdahl oplevede torsdag aften en spektakulær sprængning af en 40 meter høj skorsten i Hedehusene, der baner vej for en ny Lidl-butik.

Torsdag aften - en halv time for sent - skete der noget, der ikke sker hver dag. En 40 meter høj skorsten skulle væltes ved sprængning. En del mennesker var mødt for det spektakulære syn. En af dem var Heidi Carlsen Dybdahl, der fik sig en spændende oplevelse, selvom hun faktisk havde glæde af skorstenen.

- Det var en sjov oplevelse, og det er ikke noget, man ser hver dag, så jeg ville enormt gerne se, hvordan skorstenen faldt. Jeg synes, det er spændende, at man kan sprænge en skorsten på den måde, så den falder den vej, man ønsker det, fortæller Heidi Carlsen Dybdahl til Lokalavisen Taastrup.

Skorstenen stod på Kallerupvej 5B i Hedehusene på en tidligere fjernvarmecentral. Den skal væk for at gøre plads til en ny Lidl i området. 

Ifølge Heidi Carlsen Dybdahl var der mødt mellem 100 og 200 mennesker op til sprængningen torsdag aften klokken 20. Først omkring 20.30 faldt skorstenen dog, fortæller hun. 

- Det var super sjovt at se og ikke mindst at høre og opleve, at stemningen var høj blandt de fremmødte. Og så var vejret og tidspunktet jo også helt perfekt, selvom det blev cirka en halv time forsinket, siger hun. 

Et pejlemærke

Heidi Carlsen Dybdahl bor i Nærheden og kører ofte på motorcykel. Her har skorstenen haft en særlig betydning. 

- Skorstenen har været et godt pejlemærke de sidste fire år, hvor vi har boet i Hedehusene. Den har altid været en indikation på, at nu nærmede jeg mig Hedehusene og mit hjem i Nærheden, når jeg var på vej hjem fra mine motorcykelture ude på de små veje, fortæller hun.

Men nu er pejlemærket væk, og om få år er der i stedet en ny Lidl i området. Det ser Heidi Carlsen Dybdahl frem til.

- Det bliver skønt for området med nogen butikker og lidt mere byliv. Det har været meget kedeligt at opleve vores ellers så dejlige by ligge halvbrak i så lang tid. Så det hilser jeg velkomment, siger Heidi Carlsen Dybdahl.

I øjeblikket er lokalplanen for området, hvor den nye Lidl skal være, i høring, inden byrådet skal vedtage den endeligt.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...