- DOMMER, DER ER MÅL!
Holmegaard GB-cheftræner Casper Guldbrandt Pedersen var ikke i tvivl… og det var hans spillere heller ikke, som derfor havde påbegyndt jublen, efter de havde fået bragt sig foran 1-0 i udekampen i serie 1 tirsdag aften mod Svinninge IF – troede de.
Dommer Brian Ahlquist og hans linjevogtere havde nemlig ikke set bolden over målstregen, selvom det på video fra kampen tydeligt fremgår, at den efter at have ramt stolpen dumper ned på bagstangen i bunden af målet og derefter ud igen.
Læs også
- Opsigtsvækkende udvikling i ambitiøs serieklub - snupper spillere fra divisionshold og sigter højere
Spillet fik derfor lov til at køre videre i opgøret, der endte med et bittert 1-2-nederlag for den noget rystede Holmegaard-lejr.
- Vi oplever situationen som beklagelig, men er klar over, at der ikke er noget at gøre. VEO kan og skal ikke bruges som bevismateriale i alle situationer. Så kunne DBU ikke lave andet. Og i øvrigt betvivler vi ikke dommernes integritet, lyder det i kølvandet på kampen fra Holmegaard-træner Casper Guldbrandt Pedersen, der tilføjer:
- Vi er helt sikre på, at de (dommertrioen, red.) bare ikke så bolden inde - og det er bare uheldigt for os. Lidt ’sportsmanship’ fra Svinninge havde dog været rart, da deres spillere fortalte vores spillere, at de selvfølgelig godt vidste, at bolden var inde. Men sådan er det. Vi må videre, siger Holmegaard-træneren.
Læs også
Svinninge-cheftræner Anders Bo Hansen fortæller om den noget kontroversielle sekvens.
- Helt ærligt så kan jeg ikke se, om der er mål derfra, hvor jeg sidder. Men jeg undrede mig over spillernes reaktion. Og jeg har også set den på video efter, hvor jeg erkender, det ser mærkeligt ud, og bolden tager et mærkeligt spring, efter den har ramt stolpen.
Er det noget, der var et samtaleemne hos jer efter og som har givet sejren en bismag?
- Det er ikke noget, vi har brugt så meget tid på, nej. Vi ville selvfølgelig gerne have vundet på anden vis, hvis det viser sig, der skulle have været dømt mål – det kan jeg ikke vurdere ordentligt.
- Der er ikke nogen dårlig bismag. Sådan er fodbold. Vi har selv fået frarøvet et mål i sæsonen, og det er selvfølgelig irriterende at stå i, men man kan jo hverken gøre fra eller til, når man spiller på det niveau uden hjælpemidler til dommerne, siger Anders Bo Hansen.
Læs også
Hvad tænker du om, at Holmegaard-lejren godt kunne have ønsket noget mere ’sportsmanship’ fra jer i situationen?
- Jeg synes, man skal passe sig selv og blive på egen banehalvdel, lyder det fra Svinninge-træneren.
Dommer Brian Ahlquist kunne ikke se bolden situationen ordentligt.
- Ifølge fodboldloven skal bolden have sluppet mållinjen helt, før der er scoring. Og i situationen kan jeg ikke se, om den har sluppet stregen. Jeg snakker derfor med min linjedommer, som heller ikke kan bekræfte, bolden har været helt over stregen – derfor kunne jeg ikke dømme mål, konstaterer Brian Ahlquist.
Tirsdagens sejr betyder, at Svinninge IF fortsat er med i oprykningsræset i serie 1, pulje 4 med tre kampe tilbage på en 3. plads og med fire point op til topholdet Dianalund IF.
Holmegaard GB er med nederlaget at finde på 5. pladsen med fem point ned til bundholdet Svebølle på 8. pladsen.
Læs også
