Diabetesforeningens sundhedsbus besøger Rødovre lørdag 30. maj i forbindelse med kommunens 125 års jubilæumsdag på Rødovre Rådhusplads.
Her kan borgere gratis få testet deres risiko for type 2-diabetes.
I Rødovre Kommune lever 2.560 voksne allerede med type 2-diabetes. Samtidig estimeres det, at over 800 borgere har sygdommen uden at være diagnosticeret.
Sundhedsbussen vil være klokken 11-16 på Rødovre Rådhusplads.
Spørgsmål og blodprøve
Risikotesten foregår ved bussen og består af en række spørgsmål. Viser testen høj eller meget høj risiko, får man også målt sit langtidsblodsukker med en lille blodprøve.
Resultatet kommer med det samme, og borgere med tegn på sygdom bliver opfordret til at kontakte egen læge.
Undgå følgesygdomme
Formålet er at opdage sygdommen tidligere, så flere kan undgå alvorlige følgesygdomme som skader på hjerte, øjne, nyrer og fødder.
Omkring 100.000 danskere vurderes i dag at have type 2-diabetes uden at vide det, mens knap en halv million danskere har forstadier til sygdommen. Hver femte af dem forventes at udvikle type 2-diabetes inden for fem år.
I 2022-2025 er omkring 11.000 personer blevet testet ved sundhedsbussen. Blandt dem, der fik målt langtidsblodsukker, viste omkring hver ottende test tegn på enten prædiabetes eller type 2-diabetes.
Man kan også teste sin risiko på diabetes.dk/risikotest.