Teater klar med rekordstort program

Prøverne er allerede i fuld gang til premieren 6. august på 'De tre musketerer' som er årets sommerfarce under åben himmel i Holbæk Museums gård.

Prøverne er allerede i fuld gang til premieren 6. august på 'De tre musketerer' som er årets sommerfarce under åben himmel i Holbæk Museums gård.

Foto: Sjællands Teater / Evan Hemmingsen

Sjællands Teater har nu lanceret hele programmet for næste sæson, som er rekordstort, og åbnet for billetsalget.

Første forestilling i den kommende sæson er den traditionsrige sommerfarce under åben himmel i Holbæk Museums gård.

For at være klar til premieren torsdag 6. august er prøverne allerede i fuld gang, ligesom der bygges på livet løs til årets scenografi.

Det er Alexandre Dumas’ klassiker 'De tre musketerer', der tages under kærlig behandling tilsat et nutidigt satirisk twist af makkerparret Vase og Fuglsang.

På scenen står et par velkendte navne for sommerfarcens publikum; Brian Kristensen, Christian Damsgaard og Maria la Cour, mens skuespiller Tine Gotthelf træder ind på scenen i museumsgården for første gang. 

Ligeledes er det første gang, at Donald Andersen har taget plads i instruktørstolen, og at koreograf Peter Friis får alle til at danse i takt.

Stærke egenproduktioner

Ud over det har Sjællands Teater et væld af forestillinger på plakaten med noget til enhver smag og alder, lover de i en pressemeddelelse. 

Blandt andet egne produktioner som 'Stille hjerte' frit efter Christians Tafdrups manuskript til Bille Augusts film fra 2014 med Pia Jondal og Henrik Jandorf i de to store hovedroller.

Instruktør på den forestilling, Vibeke Wrede, har også skrevet manuskriptet og iscenesætter Charles Dickens klassiker 'Oliver Twist' som årets store familieforestilling.

Årets ungdomsforestilling bliver genopsætning af Sjællands Teaters Reumertnominerede 'Boks' fra forrige sæson. Og så byder sæsonen på en helt ny børneforestilling, 'Absolut Else', om den lokale musikpioner Else Marie Pade og hendes bemærkelsesværdige liv.

Ligeledes opsætter Sjællands Teater også en ny forestilling for de allermindste, 'Sover du', skabt med holdet fra 'Boks'.

Derudover har Sjællands Teater også inviteret tre gæstespil for børn
samt tre gæstespil for voksne fra andre teatre til Sjællands Teaters scener i Holbæk. Et enkelt, 'Mother Soldier', opføres dog ikke en teatersal, men i Sankt Nikolai Kirke.

Shows og symfonikoncert

Sjællands Teater sætter også en ny sæsonrekord for sig selv med 19 forskellige shows på plakaten. 

Flere af dem spiller denne sæson både i Holbæk og i Slagelse; ligesom flere spiller mere end blot én enkelt forestilling. 

Sjællands Teater byder også på et nyt samarbejde med symfoniorkesteret Copenhagen Phil i en særkoncert på Slagelse Teater, hvor violinvirtuos Alexandra Conunova er medspillende dirigent for orkestret.

Det omfattende program for teatersæsonen 2026-27 er offentliggjort på egnsteatrets hjemmeside, men er også på vej i trykt udgave til 110.041 husstande i Vestsjælland.

Man kan også allerede nu hente et eksemplar på teaterkontorerne i Holbæk og Slagelse.

Læs mere på sjaellandsteater.dk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...