Det koster en 29-årig mand to år og seks måneder i fængsel, at han skulle have medvirket til at stjæle og forsøgt at stjæle 14 biler af mærket Porsche og for derudover at have forsøgt at stjæle en masse nummerplader.
De mange tyverier og tyveriforsøg skete mellem 9. april 2025 og 13. november 2025. Han blev onsdag dømt ved retten i Lyngby.
Tyverierne er begået i Charlottenlund, Nordhavn, Gentofte, Brøndby, Hellerup, Solrød Strand, Næstved, Greve, Holte, København og Frederiksberg.
Det er politiets opfattelse, at tyverierne er sket i samarbejde med en eller flere gerningsmænd. Der sidder også en anden person varetægtsfængslet i sagen, og han skal i retten 24. juni.
Biltyverierne er ifølge politiet begået ved hjælp af teknisk udstyr, som blev forbundet til bilerne og deres tændingssystem, således at det lykkedes dem at starte og køre med bilen.
Politiet skriver videre i en meddelelse, at tyvene har gennemsøgt de stjålne biler for mulige sporingsenheder for at sikre, at bilen ikke kunne spores af ejeren, inden de forlod gerningsstedet i den stjålne bil. Herefter har tyvene sat bilen til afkøling på et offentligt sted, således at man kunne sikre sig, at bilen ikke blev sporet af den forurettede. Efterfølgende var hensigten, at køre Porscherne ud af landet og til Polen for at sælge dem til reservedele.
Syv af bilerne er ude af Danmark, mens det er lykkes for politiet at finde de resterende, inden de blev taget ud af landet.
Det er anklagemyndighedens vurdering, at der er stjålet værdier for omkring 10 mio. kroner.
Siden den dømte blev anholdt 18. november 2025 har der ikke umiddelbart været begået tyverier af Porscher siden, skriver politiet.
- Der er tale om meget organiserede tyverier af betydelige værdier, men UKA Øst har gennem et stort og flot efterforskningsarbejde tydeliggjort, at domfældte var involveret i tyverierne. Jeg er derfor tilfreds med, at der nu er faldet dom i sagen, siger anklager Jens Ole Jensen fra anklagemyndigheden i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Den dømte, der har siddet varetægtsfængslet siden 18. november, modtog dommen og blev løsladt af retten.
Sagen har været efterforsket af Udlændingekontrolafdeling Øst, der en afdeling i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og som består af operativt personale, efterforskere og analytikere.
Afdelingen efterforsker kriminalitet begået af omrejsende kriminelle grupper på Sjælland og Lolland-Falster og har et tæt samarbejde med de øvrige politikredse på Sjælland.
De har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland via Rødbyhavn og Gedser.