En alvorlig bilulykke fandt for nylig sted på vores lokale vej ”Fraligsvej” i Hvissinge - tæt på et beboelsesområde, hvor mange familier og børn færdes dagligt. Ifølge vidner blev der kørt hasarderet og med alt for høj hastighed, hvilket resulterede i, at føreren mistede kontrollen over bilen.
Bilen blev først bremset, da den kørte ind i en varevogn - helt inde på Gaaseagers parkeringsplads – som ligger lige op ad legepladsen. Heldigvis kom ingen børn eller voksne til skade!
Gaaseagers ejerforening understreger, at hændelsen er et tilbagevendende problem: Der bliver alt for ofte kørt for stærkt på denne strækning af Fraligsvej – og der er ikke etableret vejbump.
Glostrup Kommune har ellers etableret bump for at sænke farten mange andre steder i kommunen – men ikke på denne strækning. Ejerforeningen vil nu henvende sig til kommunen, og plædere for, at denne strækning også skal tænkes med ind i udrulningen af fartdæmpende tiltag.
Udfordringen er nemlig at vejen i praksis fungerer som en gennemfartsvej, som åbenbart appellerer til høj fart! Men samtidig ligger midt i et beboelsesområde, hvor tryghed og sikkerhed bør have højeste prioritet.
Politiet efterlyser vidner
Københavns Vestegns Politi oplyser til Folkebladet, at de den 16. april modtog en anmeldelse om, at en bil havde påkørt et vejskilt i Glostrup.
En patrulje kørte til stedet, hvor det blev konstateret, at der var sket relativt omfattende materielle skader. Føreren var flygtet fra stedet.
Politiet hører gerne fra vidner, der har set hændelsen eller har oplysninger, som kan bidrage til at klarlægge forløbet.