Værested modtager donation fra bankoklub: - Det var en stor overraskelse

Donationen skal gå til at opgradere køkkenfaciliteter og arrangementer især.

Paraplyen Taastrup modtager donation på 60.000 kroner fra Taastrup Banko.

Paraplyen Taastrup modtager donation på 60.000 kroner fra Taastrup Banko.

Foto: Presse

Taastrup Banko havde i 2025 det, de med egne ord kalder for en fantastisk sæson. Den var hvert fald så god, at de har doneret mange tusinder af kroner til velgørende formål i Taastrup og omegn.

213.698,34 kroner lød bankoklubbens overskud på, og det går dermed til ni forskellige lokale foreninger. Foreningen fortæller selv, at det store overskud blandt andet skyldes en stor medlemsfremgang.

- Hvor vi indtil for få år siden var glade, når der var 80 spillere, er vi nu vi ofte tæt på 100. Og da gevinsterne er de samme uanset antal spillere, er merindtægten ved flere spillere rent overskud, lyder det i en pressemeddelelse.

Når overskuddet ikke kan omdannes til større præmier i stedet, skyldes det lovgivningen på spilleområdet, lyder det videre.

Åbner muligheder

Én af de foreninger, der nyder godt af donationerne er Paraplyen Taastrup, der modtager den største af slagsen på 60.000 kroner. Her er det penge, der virkelig varmer på værestedet, fortæller Ole Nilsson, der er leder på stedet.

- Det var en stor overraskelse, at vi fik så stor en donation. Det har stor betydning for os, og det gør, at vi kan lave en masse ting, vi ellers ikke havde mulighed for, siger han til Lokalavisen Taastrup.

Konkret betyder det, at værestedet kan opgradere stedets køkkengrej, der efterhånden er blevet noget slidt. Det skal halvdelen af donationen gå til, fortæller Ole Nilsson. 

Han tilføjer, at den anden halvdel skal bruges på arrangementer, der skal foregå på værestedet.

- Der kan vi komme langt for 30.000 kroner. Vi vil tilstræbe os, at det kommer en masse gæster til gode, også i forhold til bankoaftener, siger han.

De fik donationer

Paraplyen Taastrup: 60.000 kroner

Birkehøj Plejehjem: 20.000 kroner

Sengeløses Venner/Sengeløse Plejehjem: 20.000 kroner

Hedehusgårdens Rideklub: 20.000 kroner

10/Ungdomsskolen: 20.000 kroner

Vestegnens Hockeyklub: 20.000 kroner

Dansk Handicap Forbund Vestegnen: 20.000 kroner

Sct. Georggårdens Vuggestue: 18.698,37 kroner

Blå Kors Pensionat: 15.000 kroner

Kilde: Taastrup Banko

Lokalt samarbejde

Mens Ole Nilsson er glad for den store økonomiske donation, fremhæver han også noget andet i den forbindelse.

Nemlig det faktum, at en lokal forening har valgt at donere til andre lokale tiltag.

- Vi samarbejder med fonde og lignende, men vi er glade, når lokale foreninger tænker på os. Når lokale institutioner tænker på hinanden, gør vi os stærkere sammen. Økonomisk - eller bare når vi hjælper hinanden.

Det fører til et stærkere lokalt fællesskab, hører jeg dig sige?

- I den grad. Og pengene hjælper os med at åbne op og gøre ting for folk, der ikke har råd til at deltage i den slags ellers. Og så ved jeg, at vores lokale politikere bliver glade over at høre, at vi hjælper hinanden i de her lokale fællesskaber, som jo er en del af kommunens udviklingsstrategi, siger Ole Nilsson.

Om Paraplyen

Paraplyen åbnede i 2009 og er drevet af frivillige kræfter, som der også i dag er brug for flere af.

Det er uforpligtende og gratis at komme der, og man skal ikke godkendes eller registreres for at komme der.

Værestedet har en selvstændig styregruppe med tilknytning til KFUM's Sociale Arbejde og en samarbejdsaftale med Høje-Taastrup Kommune. 

Caféens målgruppe er socialt udsatte mennesker i Høje Taastrup og omegn og ældre medborgere, som har brug for et varmt måltid mad og socialt samvær.

Stedet finansieres af fonde og tilskud.

Kilde: Værestedets hjemmeside

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...