På grund af fjernvarmearbejde spærres en strækning på Jonstrupvej ved skolen fra mandag 15. juni til fredag 7. august.
Afspærringen er mellem Jonstrupvangvej og Bringevej.
Det forventes at give gener for trafikken i området, men der vil være etableret lysregulering ved Bringevej og Jonstrupvej.
Fortove er åbne, men cyklister skal stå af og trække eller benytte omkørsel. Man kan alternativt tage stien, der følger Værebro Å.
Byggeri og fjernvarme samtidig
I 2026 er om- og tilbygningen af Jonstrup Seminarium gået i gang.
Samtidig har Vestforbrænding påbegyndt udrulningen af fjernvarme i Jonstrup.
Arbejdet med fjernvarmeudrulningen er påbegyndt tidligere end forventet. Fjernvarmearbejderne kræver afspærringer og regulering grundet delvist lukkede vejbaner.
Det skaber et pres på vejene og de forhold, der er omkring Jonstrup Seminarium, herunder for både Egeskolen, Lille Værløse Skole afd. Jonstrup og de omkringliggende naboer.
Brug cyklen eller gå
Furesø Kommune anbefaler derfor, at alle, der har mulighed for at tage cyklen eller gå i skole, gør det, så trafikken omkring skolen mindskes mest muligt.
Furesø Kommune forventer, at fjernvarmearbejdet omkring skolen vil vare resten af 2026, mens fjernvarmen forventes at komme rundt i den øvrige del af Jonstrup i 2027.
Totalentreprenøren er i dialog med Vestforbrændings entreprenør Per Aarsleff A/S om, hvordan de får deres leverancer ind og ud af byggepladsen, samtidig med at de er til mindst mulig gene for skole og naboer.