Hovedstadens Letbane har taget initiativ til at rykke endnu tættere på borgerne. Letbanen åbner nemlig et 'Tiny Office' på Lyngby Hovedgade ved Lyngby Torv mandag 1. juni. Mellem klokken 15.00 og 18.00 kan borgere møde medarbejdere fra Letbanen til kaffe og en snak om både åbning, stationer og de nye muligheder, der følger med den kommende strækning mod Lundtofte.
Medarbejderne står klar til at svare på spørgsmål om alt fra rejsetider til de praktiske forhold omkring den nye letbane. Samtidig deler Letbanen fribilletter ud, så nysgerrige kan afprøve den nye strækning, når den åbner.
Mange borgere i området har fulgt byggeriet tæt gennem flere år, og den uformelle invitation skal styrke interessen for at bruge Letbanen i hverdagen.
- At så mange passagerer allerede nu benytter letbanen til deres daglige pendling understreger behovet for nem og fleksibel transport på tværs af kommunerne. Vi glæder os til, at vi i august 2026 også kan åbne for den nordlige strækning, så Letbanen kan servicere borgere og arbejdspladser og bidrage til udviklingen i alle de involverede kommuner, siger driftsdirektør Søren Boysen fra Hovedstadens Letbane.

Det mobile Tiny Office fortsætter sin rute og besøger blandt andet Herlev 15. juni, hvor borgere ligeledes kan stille spørgsmål og få en gratis billet mellem klokken 15.00 og 18.00.
Letbanen strækker sig over 28 kilometer fra Ishøj i syd til Lundtofte nord for Lyngby og forbinder i alt 29 stationer på tværs af otte kommuner i Region Hovedstaden. Letbanen giver adgang til både hospitaler i Herlev og Glostrup, Danmarks Tekniske Universitet samt flere uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. Den sydlige del af letbanen, fra Ishøj til Rødovre Nord, blev indviet 26. oktober 2025. Den nordlige del åbner til sommer.
På seks stationer – Ishøj, Vallensbæk, Glostrup, Herlev, Buddinge og Lyngby – kan passagerer let skifte mellem Letbanen og S-tog. Hovedstadens Letbane ejes i fællesskab af Region Hovedstaden og de 11 kommuner Ishøj, Vallensbæk, Hvidovre, Albertslund, Brøndby, Rødovre, Høje-Taastrup, Herlev, Gladsaxe, Glostrup og Lyngby-Taarbæk.