Allerød Bio får massiv lokal opbakning - men ingen støtte

Trods afslag på støtte har mere end 2.500 borgere bakket op om Allerød Bios projekt for at modernisere biografsalen med nye sæder og bedre isolering.

Trods afslag på støtte har mere end 2.500 borgere bakket op om Allerød Bios projekt for at modernisere biografsalen med nye sæder og bedre isolering.

Foto: Privat

Allerød Bio har modtaget stor opbakning fra byens borgere i arbejdet med at modernisere biografen. Over 2.500 personer bakkede op om projektet, da biografen tidligere på året opfordrede lokalbefolkningen til at stemme for udskiftning af biografstole og isolering af salen. Stemmetallet oversteg langt de krævede 500.

Alligevel gik biografen forgæves i forsøget på at opnå midler fra Realdanias Underværker-kampagne. Kampagnen modtog 101 projekter, og kun 15 fik støtte.

- Vi er naturligvis meget skuffede over afslaget. Samtidig er vi enormt taknemmelige for den store lokale opbakning, som tydeligt viser, hvor meget Allerød Bio betyder for mange mennesker, siger formand for Allerød Bio Henriette Holmgaard i en pressemeddelelse.

Projektet indgår i en større plan med forbedringer til over 3,2 mio. kr., herunder ny projektor, lærred, lydanlæg, lamper og bedre komfort.

- Selvom vi ikke fik støtte denne gang, fortsætter arbejdet med at udvikle og forbedre Allerød Bio. Vi vil nu undersøge andre muligheder for finansiering, så vi fortsat kan skabe gode biografoplevelser og bevare biografen som et vigtigt kulturelt samlingspunkt i Allerød. Vi har faktisk i marts og april måned fået udskiftet alle de gamle lamper i biografen, både i salen og i foyeren. Så vi er godt i gang, siger Henriette Holmgaard i pressemeddelelsen.

Allerød Bio arbejder videre, båret frem af både lokal begejstring og frivillige kræfter.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...