Holbæk-elev i international matematik-konkurrence

I årets konkurrence opnåede Molly Østergaard syv point, hvilket placerer hende lige på grænsen til en bronzemedalje.

I årets konkurrence opnåede Molly Østergaard syv point, hvilket placerer hende lige på grænsen til en bronzemedalje.

Foto: Presse

Molly Østergaard fra Slotshaven Gymnasium deltog for nylig i den internationale matematik-konkurrence EGMO i Bordeaux. Som 1.g-elev tog hun til Frankrig med ambitioner, da hun skulle repræsentere både sit gymnasium og HTX-uddannelsen i en konkurrence, der samler unge matematikinteresserede piger fra hele Europa.

EGMO, der står for European Girls’ Mathematical Olympiad, har til formål at styrke interessen for matematik og naturvidenskab blandt gymnasiepiger. Konkurrencen giver deltagerne mulighed for at udfordre sig selv, møde ligesindede og arbejde med matematiske problemstillinger på et nyt niveau.

I årets konkurrence opnåede Molly Østergaard syv point, hvilket placerer hende lige på grænsen til en bronzemedalje. Hendes resultat viser både hendes matematiske kunnen og hendes engagement.

- Det var en virkelig fed oplevelse at være til EGMO. Det er en helt anden måde at arbejde med matematik på end jeg er vant til. Selvom opgaverne var svære, var det fedt at prøve at løse dem, og endnu federe når man fik en idé, der faktisk kunne bruges, fortæller Molly Østergaard.

Rektor Brian Juul fra Slotshaven Gymnasium har fulgt Mollys deltagelse tæt.

- Hvert år har vi selvfølgelig en række talenttilbud til alle vores elever, men det er ikke hvert år, at vi kan sende elever til konkurrence i Frankrig. Så det er super flot gået af Molly og de matematiklærere, der har støttet hende på vejen, siger han.

Udover selve konkurrencen deltog Molly Østergaard og de andre gymnasieelever i flere fælles udflugter og aktiviteter. Deltagerne besøgte blandt andet Dune du Pilat, flere kirker og lokale vingårde, og fik dermed også mulighed for at opleve byen Bordeaux fra nye vinkler og møde jævnaldrende fra hele verden med samme interesse.

- Det var også virkelig fedt at være afsted med så mange andre piger, der også gik op i matematik. Alle var virkelig engagerede og det gjorde bare oplevelsen endnu bedre. Det var rart at der udover konkurrencedagene også var dage med udflugter og aktiviteter, der ikke var faglige. Det gjorde at man kunne nå at snakke med de andre uden at det kun handlede om hvem der var den bedste, siger Molly Østergaard.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...