Tirsdag kom det frem, at Thomas Axel Madsen takker af som cheftræner i FC Roskilde ved sæsonens udgang.
Og allerede onsdag er afløseren nu blevet præsenteret i 2. divisionsklubben.
Det bliver således blot 31-årige Daniel Simacon, der kommende sæson sætter sig ved roret i domkirkebyen med en treårig kontrakt i lommen.
Tre år er også tidsrammen for FC Roskildes officielle målsætning om igen at blive en etableret 1. divisionsklub.
Læs også

Daniel Simacon, der af mange betragtes som et stort trænertalent, kommer til FC Roskilde efter tre og et halvt år hos HIK.
Læs også
- FC Roskilde er uden tvivl det rigtige for mig, min karriere og min udvikling som træner med en god langsigtet plan, der matcher mig og mine ambitioner - et ambitiøst projekt, i en klub med et enormt potentiale, lyder det blandt andet fra den kommende træner på FC Roskildes hjemmeside.
- Klubben har fremlagt en god og realistisk plan, som jeg kunne spejle mig i, så derfor er jeg glad for, at vi er blevet enige.
- Ingen kommer let til noget - vi skal lykkes sammen og arbejde hårdt. Jeg er en træner, der stiller høje krav og kræver hårdt arbejde over hele linjen. Jeg ser et kæmpe potentiale i truppen, med rigtige gode spillere, som jeg ser frem til at arbejde med hver dag.
Ifølge Sjællandske Nyheders oplysninger, så var FC Roskilde allerede efter Kristoffer Johannsens exit i vinters tæt på at hente Daniel Simacon, hvor valget dog faldt på Johannsens assistent Thomas Axel Madsen.
Nu er skiftet blevet en realitet, og sportschef Anders Theil har store forventninger til Daniel Simacon.
- Daniel er en træner, der har præsteret rigtig godt med få midler. Han har samtidig udviklet sig godt personligt, med det store ansvar som cheftræner i en ung alder.
Læs også
- I denne sæson har han formået at spille HIK med i et oprykningsspil, hvilket er utrolig flot i det setup. Han har været god til at udvikle spillere - både unge og lidt ældre, samtidig med, at klubben har fået gode resultater og er lykkes med at sælge spillere.
- Daniel er et kæmpe trænertalent, der nu kommer til en lidt større adresse i Roskilde, og hvor han på fuldtid kan koncentrere sig om at træne og udvikle vores spillere, lyder det fra Anders Theil på klubbens hjemmeside.
Læs også
FC Roskilde er pt. at finde på femtepladsen i 2. division med otte point ned til Daniel Simacons HIK-hold på sjettepladsen.
Der resterer to kampe af sæsonen.