Kulturhuset Rejsestalden i Jægerspris åbner på grundlovsdag - fredag 5. juni - dørene til en udstilling med Danske Bladtegnere.
Åbningen er en del af arrangementet 'Blå nat', hvor der også kl. 16-18 vil være to bladtegnere til stede, som vil tegne karikaturer af gæsterne.
Udstillingen sætter fokus på bladtegning som kunstnerisk og samfundskommenterende udtryksform, hvor satire, observation og fortælling mødes i visuelle kommentarer til den verden, vi lever i.
En rød tråd til Jægerspris
At udstillingen åbner netop på grundlovsdag er ikke tilfældigt. Grundloven af 1849 lagde fundamentet for det danske demokrati og de frihedsrettigheder, som stadig danner ramme om samfundsdebatten i dag – herunder ytringsfriheden, som er en forudsætning for bladtegningens virke.
Samtidig har udstillingen en lokal forankring i Jægerspris, hvor Rejsestalden har til huse.
Kong Frederik VII, der underskrev Grundloven, har en særlig tilknytning til området gennem Jægerspris Slot, og dermed mødes den nationale demokratiske historie og den lokale kulturarv i Rejsestalden.
Skarpe kommentarer til samtiden
Danske Bladtegnere består af 59 tegnere, der arbejder i spændingsfeltet mellem journalistik, satire og illustration. Udstillingen viser et bredt udvalg af deres værker og giver indblik i, hvordan bladtegning bruges som en levende og skarp kommentar til samtiden.
Udstillingen er ikke tilrettelagt efter et bestemt tema, men viser et udvalg af bladtegnernes arbejde, som afspejler den samtid, de er skabt i.
Kan ses til 30. august
Flere af tegningerne tager afsæt i aktuelle politiske og samfundsmæssige strømninger, som ofte er udgangspunktet for bladtegningens visuelle kommentarer.
Udstillingen kan opleves til søndag 30. august i Rejsestalden, og der er gratis adgang.