Billund Lufthavn femdoblede sit overskud i 2025

Billund Lufthavn håber at indhente en del af den tabte passagertrafik i år. (Arkivfoto).

Billund Lufthavn håber at indhente en del af den tabte passagertrafik i år. (Arkivfoto).

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Billund Lufthavn kom ud af 2025 med en voksende omsætning og en markant forbedring af overskuddet.

Det fremgår af lufthavnens årsregnskab, der er udkommet tirsdag.

Lufthavnen havde sidste år en omsætning på 986 millioner kroner mod 954 millioner kroner året før.

Derudover endte overskuddet efter skat på 89,3 millioner kroner, hvilket var en fremgang på over 70 millioner kroner.

- Resultatet kan tilskrives et år med flere stærke indtægtskilder, siger lufthavnens administrerende direktør, Jan Hessellund, i en pressemeddelelse.

Ifølge ham har indtægter fra passagertrafik, luftfragt, udlejning af erhvervsbygninger, parkering samt butikker og restauranter alle bidraget til den styrkede indtjening.

I regnskabet fremgår det også, at udgifterne til personale er faldet.

Billund Lufthavn er lykkedes med at skabe vækst på top- og bundlinje, selv om antallet af passagerer er faldet over 20 procent i perioden.

Sidste år rejste knap 3,1 million fra lufthavnen.

Nedgangen er et resultat af, at Ryanair lukkede og slukkede for sin base i lufthavnen for cirka et år siden.

Det valgte luftfartsselskabet at gøre som konsekvens af en passagerafgift, der lagde op til 50 kroner oven i billetprisen på alle afgange fra Danmark.

Efter bruddet fik lufthavnen delvist lukket hullet gennem nye aftaler med selskaber som British Airways, Norwegian og Wizz Air.

Lufthavnen regner med, at den i år når at genvinde en del af den tabte trafik.

Direktør Jan Hessellund erkender dog, at branchen er præget af usikkerhed i øjeblikket, og at det derfor er svært at spå om fremtiden.

- Vi har vist, at vi kan skabe solide resultater - også i en usikker tid. Det giver et stærkt fundament for den videre udvikling. Vi forventer at fastholde en sund og bæredygtig økonomi i 2026, siger han tirsdag.

- Dog er det svært at forudse, hvordan markedet vil reagere på geopolitisk og økonomisk uro samt stigende udgifter til flybrændstof i resten af året. Det vil formentlig påvirke årets samlede resultat negativt.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...