Jagten på Danmarks bedste bålkok er sat ind - Du kan stadig nå at ansøge

Kun fire personer vil i sidste ende blive valgt til at deltage ved DM i bålmad.

TV-kokken Michael Museth vil igen i år styre slagets gang ved Danmarksmesterskabet i bålmad. I juryen vil den tidligere Nak og Æd-vært, Nikolaj Kirk og Masterchefdommeren Thomas Castberg være at finde.

TV-kokken Michael Museth vil igen i år styre slagets gang ved Danmarksmesterskabet i bålmad. I juryen vil den tidligere Nak og Æd-vært, Nikolaj Kirk og Masterchefdommeren Thomas Castberg være at finde.

Foto: Nikolaj Hansen

Kan du kreere gastronomiske oplevelser i særklasse — også selv om røgen svider i øjnene og gløderne springer? Så er det nu, du skal melde dig som deltager ved Danmarksmesterskabet i bålmad, lyder opfordringen i en pressemeddelelse fra Destination Sjælland.

DM i bålmad finder sted under festivalen Food on Fire, som løber af stablen lørdag den 12. september 2026 i Parnas Park i Sorø.

Et panel af stærke fagfolk håndplukker de blot fire deltagere, der får lov at stille til start — og det er den samme jury, bestående af Judith Kyst, Thomas Castberg og Nikolaj Kirk, der skal imponeres på selve konkurrencedagen

Hvem kan deltage, og hvad kan man vinde?

DM i Bålmad er åben for deltagere med kokkefaglig baggrund. Konkurrencen er baseret på personlig deltagelse, og man søger ved at sende en motiveret ansøgning til Destination Sjælland på info@desj.dk med en kort historie om sig selv, sine erfaringer og hvad der bringer en i spil som kandidat.

Præmierne er:

• 1. plads: 15.000 kr. + vindertrofæ skabt af Finn Møller, Møller i Mejeriet

• 2.–4. plads: 2.500 kr.

Ansøgningsfristen er 1. juni 2026.

Kilde: Destination Sjælland

For kokke med ild i maven

Hver deltager i konkurrencen har præcist 120 minutter til at skabe en grillhovedret udelukkende tilberedt over bål, og hver deltager assisteres af en kokkeelev fra ZBC Kokke- og Tjenerskole i Slagelse.

Til rådighed er et råvarebord med råvarer fra udvalgte lokale producenter samt — som noget nyt i 2026 — et materialebord med naturmaterialer som hø og mos, der kan inddrages i tilberedningen.

Råvarebordets hovedelementer afsløres omkring fire uger før konkurrencen.

Nikolaj Kirk er endnu engang at finde i dommerpanelet, når Danmarksmesterskaberne i Bålmad finder sted i september.
Nikolaj Kirk er endnu engang at finde i dommerpanelet, når Danmarksmesterskaberne i Bålmad finder sted i september. Foto: Nikolaj Hansen

Dommerpanelet bedømmer deltagerne ud fra seks kriterier: smag, bålteknik, balancen mellem kød og plantebaseret, håndværk, kreativitet samt præsentation — med særligt fokus på håndværk og bålteknik, herunderhvordan bålets røg, kul og gløder anvendes naturligt i madlavningen.

- Dommerpanelet har i de forgangne år været meget begejstret for konkurrencen, fordi den foregår i helt andre rammer og med nogle andre udfordringer for deltagerne, end de er vant til ved “almindelige” kokkekonkurrencer, siger Mette Kimer, der er marketingchef hos Destination Sjælland.

Konkurrencen kommenteres undervejs af Michael Museth, stifter af Folkets Madhus og kok på TV 2’s Go’ Morgen Danmark.

Ud over at kunne følge Danmarksmesterskabet i bålmad fra forreste parket byder festivalen Food on Fire i øvrigt på bålmadlavning, fødevaremarked og et stort aktivitetsprogram for børn og voksne. Festivalen er gratis at besøge.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...