Den mand, der søndag eftermiddag blev reddet op af Himmelsøen efter en større redningsaktion, er afgået ved døden.
Det oplyser Midt og Vestsjællands Politi til Dagbladet.
Klokken 14.30 oplyste Midt- og Vestsjællands Politi, at man var tilstede med politi og redning på stedet, ligesom også en af forsvarets redningshelikoptere og en lægehelikopter var en del af aktionen, ligesom der var sendt en redningsbåd og dykkertjeneste til stedet.
Først en time senere end det tidspunkt, politiet havde oplyst, at aktionen var i gang, kunne lægehelikopteren dog lette fra stedet med kurs mod Rigshospitalet.
Her stod mandens liv dog efter det lange ophold i vandet ikke til at redde.
Badning i - tidligere - grusgrave
Himmelsøen ved Roskilde er en tidligere grusgrav, hvor en del af den nu fungerer som badesø. Generelt skal man ved badning i grusgrave være ekstra forsigtig.
Nogle steder er det strengt forbudt og kan udløse bøder, mens andre områder er omdannet til officielle, godkendte badesøer.
Følgende risici og forhold er især vigtige at være opmærksom på:
Temperaturspring: Vandet er ofte meget dybt og stillestående. Det betyder, at overfladevandet kan være varmt, mens det dybere vand er iskoldt. Det kan give kuldechok eller krampe.
Dybde og sigtbarhed: Grusgravsøer bliver ofte meget dybe tæt på kanten, og vandet kan være grumset, hvilket gør redningsarbejde svært.
Andet dødsfald på et år
Drukneulykken er den anden drukneulykke med dødelig udgang i Himmelsøen indenfor et år.
Under sidste års Roskilde Festival omkom en 17-årig festivalgæst, der var ude at svømme med vennerne, da han pludselig forsvandt for øjnene af dem. Obduktionen af drengen viste ingen spor af alkohol eller stoffer i blodet, og der er aldrig kommet et svar på, hvad der udløste det ildebefindende, der fik ham til at gå under.
Dén ulykke fandt sted ved broen, der går over en del af søen.
Søndagens ulykke skete ifølge Dagbladets oplysninger ved den strand, der blev anlagt, da man omdannede en del af søen til badeområde.
Stort set samtidig med redningsaktionen ved Himmelsøen var der også en redningsaktion i gang ved Veddelev Havn.
Den fik dog en lykkelig slutning, da det lykkedes en far og to børn at redde sig i land, efter deres båd angiveligt var kæntret.