Drenge var tæt på endnu en skolefodboldtriumf

Absalons Skole (blå trøjer) nåede finalen i DM i Skolefodbold.

Absalons Skole (blå trøjer) nåede finalen i DM i Skolefodbold.

Foto: Absalons Skole

Roskilde var tæt på at rydde bordet inden for skolefodbold for drenge, da Absalons Skole nåede finalen i DM i Skolefodbold.

Det skete blot tre uger efter, Himmelev Skoles drenge vandt Skolepokalen, der arrangeres af Dansk Boldspil-Union og er for elever til og med 9. klasse.

DM i Skolefodbold arrangeres af Dansk Skoleidræt og er en turnering for landets 6. klasse-elever.

Absalons Skole havde kvalificeret sig til finalestævnet i Kalundborg ved at vinde stævnet i Gl. Roskilde Amt-kredsen.

Her fortsatte de stilen ved at vinde deres tre indledende kampe med sammenlagt 20-1, inden det i kvartfinalen blev til en sejr på 3-0 over Stilling Skole fra Skanderborg.

I semifinalen ventede Tingløkkeskolen fra Odense, som blev besejret med hele 6-1, og så var alt lagt op til en finale mod Søndermarkskolen fra Frederiksborg.

Søndermarkskolen er blandt andet kendt for sit samarbejde med FC København, og de endte med at vinde DM i Skolefodbold ved at slå Absalons Skole med 3-1.

- Drengene spillede godt, og der var flere, som sagde, at vi var det bedste fodboldhold, men Søndermarkskolen havde lige et par dygtige spillere fra KB, som gjorde forskellen, siger Andreas Hochreuter Rasmussen, som sammen med Mikkel Rasmussen var de to lærere, der var med eleverne til DM.

Sammenhold

Absalons Skole endte med at være det mest scorende mål og havde også turneringens topscorer samt det bedste forsvar.

I sidste ende er det dog noget andet, som Andreas Hochreuter Rasmussen glæder sig mest over.

- Det er drenge fra tre forskellige klasser, som har fået et sammenhold på tværs, og det er grundårsagen til, at vi deltager, siger han.

Kampene til DM i Skolefodbold spilles som otte-mands fodbold, men Absalons Skole tog afsted til Kalundborg med 19 drenge.

- Vi tog alle med, som havde bidraget undervejs. Det betød, at det ikke var alle, som fik lige meget spilletid til finalestævnet, fordi vi besluttede os for at gå efter at vinde. Men dem, som ikke kom til at spille, var fantastiske til at bakke op og hjælpe med andre ting, siger Andreas Hochreuter Rasmussen.

Hos pigerne var det Himmelev Skole, som havde kvalificeret sig til finalestævnet. De endte som nummer ni ud af 14.

Absalons Skole (blå trøjer) mødte Søndermarkskolen fra Frederiksberg i finalen.
Absalons Skole (blå trøjer) mødte Søndermarkskolen fra Frederiksberg i finalen. Foto: Absalons Skole

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...