Ny aftale skal skabe mere leg for indlagte børn

Legeheltene, der er et initiativ fra Børneulykkesfonden, har over tid opnået en fast plads på flere hospitaler rundt om i landet.

Legeheltene, der er et initiativ fra Børneulykkesfonden, har over tid opnået en fast plads på flere hospitaler rundt om i landet.

Foto: Presse

Advokatfirmaet DreistStorgaard, som har en lokalafdeling i Sorø, har indgået et toårigt partnerskab med Børneulykkesfonden. Formålet med samarbejdet er at støtte Legeheltene, der hver dag arbejder for at sprede både leg og bevægelse på de danske hospitalers børneafdelinger.

Legeheltene, der er et initiativ fra Børneulykkesfonden, har over tid opnået en fast plads på flere hospitaler rundt om i landet. De regnbueklædte personer arbejder for at give de cirka 60.000 børn, der hvert år indlægges i Danmark, et frirum fra sygdom og bekymringer. Med partnerskabet støtter DreistStorgaard Legeheltenes arbejde i både 2026 og 2027.

Samarbejdet skal sikre, at Legeheltene fortsat kan være til stede på børneafdelinger over hele Danmark og skabe øjeblikke, hvor børnene midlertidigt slipper bekymringer og undersøgelser.

- Når et barn er indlagt, kommer sygdommen naturligt til at præge hverdagen for både barnet og familien. Derfor gør det stort indtryk at opleve, hvordan Legeheltene formår at skabe smil, energi og værdifulde pauser i en svær tid. Hos DreistStorgaard ønsker vi at støtte initiativer, der gør en reel og meningsfuld forskel for børn og familier, siger CEO og partner i DreistStorgaard Advokater Svend-Aage Dreist Hansen.

DreistStorgaard Advokater inviterer som en del af partnerskabet medlemmer af medarbejderstaben til at deltage i forskellige familie- og indsamlingsaktiviteter, som Børneulykkesfonden arrangerer. Heriblandt er børnecykelløbet Kids Tour, forhindringsløbet Hero Run, en HYROX-simulation over 12 eller 24 timer samt mulighed for at melde sig som frivillig på Heltecamps for kronisk syge børn, børn med handicap og deres familier.

- Vi er meget glade for, at DreistStorgaard Advokater har valgt at indgå et samarbejde og støtte Legeheltene. Det kan være både ensomt og inaktivt at være indlagt, og derfor har det en særlig betydning, når der er mulighed for at lege og bevæge sig med Legeheltene, så sygdom, diagnoser og svære tanker træde i baggrunden for en stund. Driften og udviklingen af Legeheltene er afhængig af donationer, indsamlingsaktiviteter og tætte samarbejder som dette, så vi er meget taknemmelige for, at DreistStorgaard har valgt at bakke op om vores arbejde, fortæller generalsekretær i Børneulykkesfonden Henriette Madsen.

Partnerskabet løber over to år og vil understøtte Legeheltenes arbejde med at bringe mere bevægelse og aktiviteter ind på de danske hospitaler.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...