Malene Hyldgaard Benson er blevet udnævnt til direktør for Klima, Teknik og Miljø i Vallensbæk Kommune.
Dermed får hun ansvar for blandt andet klimaindsats, beredskab og forsyningssamarbejde i kommunen.
Malene Hyldgaard Benson har frem til ansættelsen været konstitueret i stillingen. Inden da har hun gennem en årrække været centerchef for Job, Organisation og Ledelse i Vallensbæk Kommune, ligesom hun i flere perioder tidligere har haft det overordnede ansvar for det tekniske område i kommunen.
Malene Hyldgaard Benson får ansvaret for betjeningen af Klima-, Teknik- og Miljøudvalget samt Center for Teknik og Byudvikling og Center for Ejendomme, Projekter og IT. Hun får samtidig et særligt tværgående ansvar for digitalisering i Vallensbæk Kommune, fremgår det af en kommunal pressemeddelelse.
- Med ansættelsen af Malene Hyldgaard Benson får vi en direktør, der både kender de tekniske områder og især Vallensbæk indgående. Det giver tryghed og fart i arbejdet med vores store klima- og udviklingsopgaver, siger borgmester Henrik Rasmussen i pressemeddelelsen.
- Jeg glæder mig til i tæt samarbejde med kommunalbestyrelsen, medarbejdere og samarbejdspartnere at udvikle Vallensbæk videre – både når det gælder grønne og bæredygtige løsninger og når det gælder udvikling og omdannelse af byens rum, så de i højere grad indbyder til aktiviteter og nye fællesskaber, siger Malene Hyldgaard Benson.