Karateklub vinder prisen som Årets Forening

Gennem de seneste 40 år har klubben opbygget et miljø, hvor forældre og børn træner sammen, og hvor hvert medlem inviteres til at tage ansvar for fællesskabet. Nu er de hædret for deres indsats

Gennem de seneste 40 år har klubben opbygget et miljø, hvor forældre og børn træner sammen, og hvor hvert medlem inviteres til at tage ansvar for fællesskabet. Nu er de hædret for deres indsats

Foto: Presse

Torsdag 21. maj klokken 8.41 kunne Farum Kyokushin Karate fejre et markant øjeblik, da DGI Nordsjælland overrakte klubbens medlemmer prisen som Årets Forening 2026.

Gennem de seneste 40 år har klubben opbygget et miljø, hvor forældre og børn træner sammen, og hvor hvert medlem inviteres til at tage ansvar for fællesskabet. Siden 1988 har samarbejdet mellem sortbælteinstruktører, børneinstruktører og bestyrelse medført høj faglighed og et stærkt fællesskab på tværs af alder, køn og erfaring.

- Jeg er ikke i tvivl om, at der var mange andre fantastiske kandidater til prisen, så jeg er meget beæret over at have vundet prisen, siger formand Jan Bruun, i en pressemeddelelse.

International erfaring

Instruktørgruppen består i dag af personer med international erfaring, og klubbens medlemmer deltager løbende i nationale og internationale stævner og mesterskaber. Klubben prioriterer samtidig breddeidrætten og tilbyder blandt andet begynderstævner og interne gradueringer fra 1. Dan til 5. Dan.

Ungdomsholdene spiller en central rolle for børns og unges personlige udvikling. Her møder medlemmerne faste instruktører og arbejdsformer, der fremmer motorik, selvtillid og sociale kompetencer.

Lejre og fællesspisning

Foreningen vægter sociale arrangementer året igennem, som lejre, fællesspisninger og events. Det styrker relationer på tværs og bidrager til klubbens sammenhold.

- Vi er en forening, der spænder bredt – fra de mindste til de ældste – og vi hjælper hinanden. Fællesskabet er et af vores kendetegn. For nylig afholdt vi f.eks. en børnemaraton-lejr, hvor børnene bliver i klubben og laver alle mulige sjove aktiviteter. De spiser sammen, ser film, hygger og overnatter til næste dag, siger Jan Bruun.

Klubben fremhæver forældregruppen som en vigtig del af foreningens succes.

- Den bredde opbakning er et klart resultat af vores åbne foreningskultur, hvor vores medlemmer oplever at blive hørt og inviteret til at tage ansvar, siger Jan Bruun.

Prisen som Årets Forening uddeles hvert år på DGI Nordsjællands årsmøde. Farum Kyokushin Karate blev hædret for sit nyskabende foreningsarbejde, og prisen inkluderer 5.000 kroner.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...