
Mette Blomsterberg kan noget med søde sager - og med publikum. Igen i år er konditor-dronningen på plads med tips og show i Spisekammeret både fredag, lørdag og søndag.
Gæsterne kan i år også møde Sæþór Kristínsson, vinder af Den Store Bagedyst, som fortæller om sin passion for bagværk.

Alle dage er det muligt for børnene at komme helt tæt på dyrene - og blandt andet kalvene plejer at være et sikkert hit for de mindre, som nok også er den primære målgruppe for aktiviteter som kaninhop, agurkespisning for skildpadder og hønseskidning.

Foruden de udstillede dyr kan gæsterne blandt andet opleve 250 showheste, en racekatteudstilling med over 150 katte og 24 forskellige racer, kæledyr hos 4H – herunder en russisk landskildpadde – samt grise, jagthunde og marsvin.
I det populære hesteshow kan publikum igen i år opleve fart, musik og flotte opvisninger i den store ring, når ryttere og heste viser alt fra præcisionsridning til actionfyldte indslag.

Traktortræk plejer at være et af de helt store publikumshit. Der er to løb hver dag på forskellige tidspunkter. Og for de debuterede tilskuere kan det være nyttig viden, at der der kommer masser af larm - så sørg for, at poderne er udstyret med ørepropperne, hvis i skal tæt på de store maskiner.
Der er også mulighed for, at ungerne selv kan få en tur i en traktor, der dog er noget mindre og hverdagsprægede end dem, der deltager i trækket.