Sorø Station tager nu et nyt skridt for at skabe tryghed blandt passagerer og pendlere. Et samarbejde mellem DSB, Sorø Pendlerklub, Hjerteforeningen og Dansk Råd for Genoplivning gør stationen til den første af DSB’s mange togstationer, der kan kalde sig en Hjertesikker Zone. Med den nye titel følger øget fokus på at sikre hurtig hjælp ved hjertestop.
I en Hjertesikker Zone er den nødvendige hjælp tilgængelig, hvis en person falder om med hjertestop. Organisationen Dansk Råd for Genoplivning har, med støtte fra TrygFonden, udviklet indsatsen for at få flere danskere til at overleve hjertestop uden for hospital.
Stine Strandkjær, direktør i Dansk Råd for Genoplivning, påpeger betydningen af indsatsen.
- DSB anslår, at knap ½ million mennesker tager toget hver dag. Ved at gøre et sted som Sorø Station mere hjertesikker, øger vi chancen for, at personer, der falder om med hjertestop, hurtigt får den nødvendige hjælp og overlever. Samtidig håber vi, at dette tiltag kan bidrage til øget tryghed blandt både passagerer og personale, siger Stine Strandkjær, direktør i Dansk Råd for Genoplivning.
Hjerteforeningen kobler sig på initiativet og vil fremover uddanne pendlere, der bruger stationen dagligt, i livreddende førstehjælp, så der altid er folk til stede, der kan handle hurtigt.
- Det er et fremragende initiativ at gøre en station som Sorø Station mere hjertesikker. I Hjerteforeningen har vi kompetencerne til at uddanne folk i genoplivning, og vi vil meget gerne uddanne DSB’s pendlere, så de kan træde til, hvis en af deres medpassagerer pludselig skulle falde om med hjertestop, siger Morten Ørsted-Rasmussen, administrerende direktør i Hjerteforeningen.
Pendlerne bakker op om tiltaget, og blandt pendlerne er man glade over muligheden for at bidrage.
- Der har i mange år hængt en synlig hjertestarter på Sorø Station ved siden af elevatoren på perron 1. Det har vi, der dagligt færdes på stationen, været glade for, fordi vi ved, hvor vigtigt det er, at den hurtigt bliver taget i brug, hvis der sker et hjertestop. Nu får vi mulighed for at få et kursus i førstehjælp, så vi kan blive endnu mere klar til at træde til, hvis der skulle blive behov for det. Det er et super initiativ, og det vil vi meget gerne bakke op om, siger Jan Vleugel, pendlerrepræsentant for Sorø Pendlerklub.
Tilgængelige hjertestartere
Allerede i 2015 tog DSB de første skridt mod øget hjertesikkerhed, da selskabet sammen med TrygFonden begyndte at opsætte hjertestartere på stationer og installere dem i alle 520 tog. Knap 25 procent af hjertestop uden for hospital sker i det offentlige rum, blandt andet på stationer og i lufthavne, hvor folk dagligt færdes og ofte har travlt.
- Vi ved, at stød med hjertestarter kan gøre forskellen mellem liv og død, når der er tale om hjertestop. Ved at have tilgængelige hjertestartere og ikke mindst mennesker, der er klar til at bruge dem, når der er behov for det, kan vi få flere til at overleve hjertestop uden for hospital. Og udover de pendlere, der nu uddannes i livreddende førstehjælp, ved vi, at der i dag er 61.000 aktive hjerteløbere rundt om i Danmark, så der er en god sandsynlighed for, at der også er hjerteløbere i toget og på stationen, hvis der sker et hjertestop, siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden.
Når Sorøs pendlere har gennemgået førstehjælpskursus, bliver Sorø Station Danmarks første Hjertesikre Zone blandt DSB’s stationer.
En Hjertesikker Zone kræver, at en hjertestarter er frit tilgængelig døgnet rundt, og at ansatte, frivillige eller andre regelmæssigt gennemfører kursus i livreddende førstehjælp. Flere Hjertesikre Zoner betyder større sandsynlighed for at overleve hjertestop uden for hospital.
Omkring 5.000 personer om året får hjertestop uden for hospitalet i Danmark, og der forsøges genoplivning på dem alle. Tre fjerdedele af de akutte tilfælde sker i private hjem, mens en fjerdedel foregår i offentlige rum. 96 procent af de overlevende lever videre uden svære neurologiske skader.