Brobyggere gør klar til rekordbyggeri på Holbæk Havn

Deltagerne i Verdens Vildeste Brobyggere har forberedt sig i flere måneder, og nu markeres overgangen fra idé til håndværk. Værkstederne summer, mens de 45 lærlinge, studerende og elever støber, svejser og samler elementer, så de står klar til finalen på Holbæk Havn fredag 19. juni.

Brodesignet er blevet godkendt, materialer bestilt, og beregningerne ligger klar. Holdene indleder nu den afgørende fase af forberedelsen frem mod konkurrencedagen. 

Konkurrencen samler både erhvervsskoleelever, ingeniør- og bygningskonstruktørstuderende samt handelselever, der sammen skal bygge tre broer i henholdsvis stål, beton og træ. Hvert hold får syv timer til opgaven foran et publikum og dommere.

- Verdens Vildeste Brobyggere er som Den Store Bagedyst – bare med beton, stål og træ. På konkurrencedagen den 19. juni har hvert hold syv timer til at bygge en bro. Men ligesom i tv-køkkenet bliver der forberedt lidt på forhånd; støbt beton, samlet elementer og svejset stålkonstruktioner, siger idemand bag projektet, Michael Jeppesen.

Arrangementet er en kombination af konkurrence, uddannelsesmesse og folkefest. Lokale folkeskoleklasser deltager i workshops om brodesign, mens SFO-børn udstiller egne minibroer. Aktiviteter og underholdning kører hele dagen, og området byder på både mad og drikke.

Skal sikre fremtiden

Konkurrencen samler deltagere fra Zealand, NEG, DTU, ZBC og Business College Sydfyn. Dommerpanelet består af eksperter fra COWI, Rambøll, BAM-BUS (Byggeriets Arbejdsmiljøbus), CG Jensen, UCE, Systra, Danske Byggecentre og tegnestuen Dissing+Weitling, som står bag Storebæltsbroen.

- Siden februar har de samarbejdet om skitser, konstruktioner, budgetstyring og logistikplaner; med sparring fra tilknyttede faglærere fra landets erhvervsskoler samt dommerpanelet, der består af håndværkere, arkitekter og ingeniører fra nogle af landets førende virksomheder. Og den 19. juni skal de bygge deres specialdesignede broer på rekordtid - foran et stort publikum og dommerne, siger studieleder for bygningskonstruktøruddannelsen på Zealand – Sjællands Erhvervsakademi, Kim Kirsborg.

Ifølge Michael Jeppesen er det endelige mål for projektet at sikre fremtidens erhvervsuddannede, som vi ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kommer til at mangle 99.000 af i 2030.

- Med Verdens Vildeste Brobyggere ønsker vi – ud over at samle branchen og danskerne til at hylde håndværket og den kommende generation af brobyggere – at vise styrken i det tværfaglige fællesskab. Målet er at få flere børn og unges øjne op for erhvervsuddannelsernes mange muligheder og samtidig nedbryde de stereotype forestillinger uddannelserne imellem, forklarer Michael Jeppesen.

Arrangementet, der er en del af Skvulp Festivalen, har fri entré og retter sig mod både branchefolk og lokalsamfundet i Holbæk. Det er sjette gang, Verdens Vildeste Brobyggere finder sted, og tidligere har konkurrencen besøgt København, Fredericia, Aalborg, Herning og Næstved.

Programmet kan følges løbende på brobyggere.dk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...