Falsk alarm, da bombetrussel blev ringet ind på Campus Køge

Hundredvis af elever blev evakueret midt i den travle eksamenstid efter, hvad der viste sig at være falsk alarm.

En stor aktion blev ved middagstid onsdag sat i gang på Campus Køge, og alle elever blev evakueret. Aktionen skyldtes ifølge politiet, at der var indtelefoneret en bombetrussel mod en af uddannelsesinstitutionerne. 

Læs også

Thomas Kristensen, pressechef ved Midt- og Vestsjællands Politi, oplyste kort efter at alarmen var gået, at man tog situationen alvorligt, og at man på daværende tidspunkt var i gang med at undersøge bygningerne i området for at sikre, at der ikke var nogen trussel. Imens var eleverne blevet evakueret og sendt udenfor, oplyste han ved middagstid. 

- Vi kører nu en standardprocedure, som vi altid gør ved en trussel for at vurdere, om det er alvor eller ej. For nu har vi ikke flere bemærkninger, lød det, umiddelart efter den første melding om bombetruslen.

Afblæst efter tre timer

Klokken 15.20 onsdag eftermiddag kunne Midt- og Vestsjællands Politi så offentliggøre, at aktionen nu var blevet afblæst igen.

På Politi Update skrev man:

- Vi er nu færdige med at gennemgå bygningerne, og vi har intet fundet. Afspærringerne er fjernet igen, og politiet er fortsat fra stedet, lød beskeden.

Kort efter oplyste politiet, at man fortsat søger efter den mand, der satte det hele i gang: 

- Vi har endnu ikke identificeret den mand, der ringede truslen ind. Det arbejde pågår fortsat, så han kan blive stillet til ansvar for at have udløst den falske alarm, skrev Midt- og Vestsjællands Politi videre på Politi Update.

Hundredvis af elever på Campus Køges uddannelsesinstitutioner blev onsdag middag evakueret efter en bombetrussel.
Hundredvis af elever på Campus Køges uddannelsesinstitutioner blev onsdag middag evakueret efter en bombetrussel. Foto: Magnus Johansen

Sendt længere og længere væk

Inden da havde 23-årige Magnus Johansen, der går på første årgang på Zealand, fortalt til Dagbladet, at godt og vel 3-400 elever og personale fra de tre forskellige skoler var samlet efter evakueringen. Først blev man sendt over på en mark over for Campus Køge, dernæst er man dog gradvist blevet dirigeret længere og længere væk fra uddannelsesinstitutionerne, fortæller han.

- Det er selvfølgelig meget overraskende, og det er klart, at man tager det ganske alvorligt. Selve evakueringen gik hurtigt, men der var måske ikke så klare instrukser, i forhold til hvordan vi skulle forholde os, sagde Magnus Johansen.

Eleverne reagerede meget forskelligt på hændelse, tilføjede han:

- Nogen jokede lidt med, hvad det nu kunne handle om, mens andre noget mere nervøse. Der var også flere, som troede, at det var en test. Men det var meget tydeligt på politibetjenten, som evakuerede klasselokalet, at der var tale om en alvorlig hændelse, sagde Magnus Johansen ved 12.30-tiden onsdag.

Blev evakueret i padelcenter

Omkring klokken 13.00 fortalte Midt- og Vestsjællands Politi med megafon til forsamlingen, at man nu skulle evakueres over i et nærliggende padelcenter.

Køge Handelsskoles kommunikationschef, Karina Købke, var sammen med personalet på alle uddannelsesinstitutionerne derefter i færd med hjælpe eleverne længere væk fra Campus Køge.

Hun fortalte til Dagbladet, at man selvsagt fulgte politiets instrukser og tog situationen meget alvorligt. 

- Vi ved ikke, hvad der præcis sker eller er sket, vi er bare blevet instrueret i at få eleverne i sikkerhed, lød beskeden fra Karina Købke på det tidspunkt:

- Der er selvfølgelig nogen, som er blevet meget forskrækket, og der var flere, som sad midt i eksamen med omkring halvanden time tilbage af den, sagde hun videre.

Eleverne blev gradvist blevet bedt om at gå længere og længere væk, mens myndighederne undersøgte bombetruslen.
Eleverne blev gradvist blevet bedt om at gå længere og længere væk, mens myndighederne undersøgte bombetruslen. Foto: Magnus Johansen

Busser fragtede elever væk

Kort før klokken 14.00 begyndte de første busser at fragte elever væk fra området. Busserne kørte til Ølby Station.

Ved 14-tiden oplyste Midt- og Vestsjællands Politi, at man "fortsat er til stede og arbejder på at gennemgå området ved hjælp af sprængstofhunde."

- Vi har endnu ikke fundet noget. De studerende sendes mod Ølby Station, hvorfra de kan hentes af forældre og andre. Truslen blev modtaget klokken 12.00, hvor den blev indringet til politiet af endnu ukendt mand, som vi nu arbejder på at identificere," skrev politiet på Politi Update.

Og på samme medie kunne man altså ud på eftermiddag efter næsten 3,5 times aktion afblæse det hele igen, da der heldigvis viste sig ikke at være nogen grund til bekymring.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...