Madfestival søger sponsorer til kunstprojekt

Når 'Smag på Anneberg' åbner portene den 6.–7. juni 2026 i Anneberg Kulturpark i Nykøbing, bliver det igen til en weekend, der byder på gastronomi, kunst, fællesskab og oplevelser for hele familien.

I år får festivalen en ny kreativ dimension med projektet 'Mal for mad' skabt af kunstner Trine Kent.

Skal male seks værker

Her inviteres børn og familier til at male seks store fælles kunstværker i løbet af festivalens to dage.

Projektet kombinerer kunst, fællesskab og velgørenhed: Overskuddet går til Red Barnet, mens lokale virksomheder får mulighed for at sponsorere et af de seks værker og blive en aktiv del af projektet.

Hvert værk måler én gange én meter og bliver skabt spontant og kollektivt af festivalens børn og familier. Efter festivalen udstilles værkerne i Kunstnerfløjens galleri i Anneberg Kulturpark, hvorefter sponsorerne får deres kunstværk overrakt.

Pengene går til Red Barnet

Projektet har allerede fået sin første sponsor, men der søges nu yderligere fem lokale virksomheder eller organisationer, som ønsker at bidrage til projektet og samtidig få et helt særligt kunstværk med hjem.

Sponsoratet koster 3000 kroner pr. værk, og hele beløbet doneres til Red Barnet. 

Materialeudgifterne er sponsoreret af en lokal virksomhed, som ønsker at være anonym, mens honoraret til den kunstneriske facilitering er dækket af Anneberg Kulturforening.

Bag festivalen, som holdes for anden gang, står Anneberg Kulturpark, Anneberg Kulturforening, Geopark Odsherred og Odsherred Kommune.

De ønsker sammen at skabe en folkelig madfestival og en fælles fejring af den gastronomiske kultur, der har gjort Odsherred kendt som et vigtigt spisekamre.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...