Rødovre Byfest er aflyst – her er forklaringen

En af Rødovres største traditioner må holde pause i år. En beslutning der kommer bag på Rødovre Kommune.

Normalt samles folk i tusindvis til fest og fællesskab under teltet ved Rødovre Byfest, men ikke i år.

Normalt samles folk i tusindvis til fest og fællesskab under teltet ved Rødovre Byfest, men ikke i år.

Foto: Arkiv

Byfesten er et af årets store kulturelle begivenheder i Rødovre, men i år bliver det ikke muligt at se byen fra toppen af pariserhjulet eller at danse på bordene, når DJ Wallin vender plader i Festteltet.

Den Korte Version
  • Rødovre Byfest 2026 er aflyst på grund af nye kommunale krav og langsom proces.
  • Arrangørerne modtog først afgørende aftaleudkast tre måneder før planlagt start.
  • Foreninger mister op til 250.000 kroner i indtægter fra den aflyste byfest.
  • Rødovre Kommune er overrasket over aflysningen og ønskede en vellykket byfest.
  • Arrangørerne håber på at kunne afholde byfesten igen i 2027.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

For første gang i mands minde, faktisk første gang siden Rødovre Byfest så dagens lys i 1994 - udover at byfesten ikke kunne afvikles under Corona-pandemien - er årets fest nemlig aflyst.

Aflysningen skyldes hverken mangel på frivillige, sikkerhedshensyn eller manglende lyst til at samle borgerne til musik og fællesskab under teltdugen på Rådhusplænen.

Ifølge Steffen Leholk, der de sidste 15 år har været en del af Byfest-gruppen, som arrangerer Rødovre Byfest, skyldes aflysningen især nye krav fra Rødovre Kommune og en langstrakt proces, der har gjort det umuligt at nå i mål.

- Det er brandærgerligt og med en lille tåre i øjet, at vi må aflyse. Vi synes jo, det er noget, der hører til i kommunen. Rødovre Byfest er et samlingspunkt for mange borgere, siger han.

Martin Wallin (tv.) og Steffen Leholk (th.) har i en længere årrække været synonyme med Rødovre Byfest, som efter planen skulle være løbet af stablen til august.
Martin Wallin (tv.) og Steffen Leholk (th.) har i en længere årrække været synonyme med Rødovre Byfest, som efter planen skulle være løbet af stablen til august. Foto: Christian Valsted

Seks måneders ventetid

At afvikle en byfest er en omfattende opgave, der kræver lang planlægning og koordinering. Der skal blandt andet tages højde for krav fra brandmyndigheder, udarbejdes sikkerheds- og beredskabsplaner og indhentes de nødvendige tilladelser. 

Samtidig skal der bookes artister i god tid, sættes scener op og koordineres med leverandører og frivillige.

Læs også

Derfor troede arrangørerne af Rødovre Byfest også, at de var i god tid, da de helt tilbage i 2024 ansøgte om tilladelse for en treårig periode. 

I efteråret 2025 rakte arrangørerne ud til Rødovre Kommune igen for at få en status på processen og ansøgningen. Men først i januar 2026 kom der nyt i sagen, da de frivillige i byfestgruppen blev indkaldt til møde. Her blev der blandt andet diskuteret placering, åbningstider og lydniveau.

Det afgørende udkast til en aftale landede dog først i april.

- Det er over seks måneder efter, at vi startede processen. Når vi først får noget konkret tre måneder, før byfesten skal afvikles, er det ikke realistisk af gennemføre så stort et arrangement, siger Steffen Leholk og peger på, at booking af kunstnere og billetsalg ikke kan nås med så kort en frist.

Samtidig fortæller Steffen Leholk, at der er flere skærpede krav fra Rødovre Kommune til blandt andet affaldssortering og miljøhensyn. 

Er det ikke rimeligt, at myndighederne stiller krav?

- Jo, absolut. Men det er ikke foreneligt, når man får et udkast til en aftale tre måneder før. Vi synes, processen har været for langsom. Det må vi tage til efterretning og måske være endnu tidligere ude fremover, siger Steffen Leholk.

Rødovre Byfest har været afviklet på Rådhusplænen siden 1994.
Rødovre Byfest har været afviklet på Rådhusplænen siden 1994. Foto: Brian Poulsen

Foreninger kan gå glip af kvart million kroner

Rødovre Byfest er en non-profit organisation, hvis formål er at generere penge til de lokale foreninger, der hvert år står bag barerne under byfesten. Samlet set plejer det at give et afkast på op mod 250.000 kroner, som går direkte til foreningslivet.

Penge, som foreningerne nu går glip af.

Mange af indtægterne fra Rødovre Byfest kommer fra ølsalg  – især i de sene aftentimer, hvor stemningen og omsætningen topper.

Det kan derfor blive et problem at få økonomien til at hænge sammen, hvis festen bliver mere afdæmpet sent på aftenen, fordi et af kravene er, at der skal skrues ned for musikken efter klokken 22.

- Faktum er, at hvis vi skal imødekomme alle kravene, kan vi ikke på nuværende tidspunkt se, at vi kan afholde en byfest som den, vi plejer, og som borgerne ønsker, siger Steffen Leholk.

Han er dog fortrøstningsfuld og tror, at Rødovre Byfest kan vende tilbage i 2027.

- Det ønsker vi selvfølgelig, men i første omgang skal vi sætte os ned og finde ud af, under hvilke rammer vi kan afholde en byfest fremover – og hvor. Vi håber på stor støtte i 2027. siger han.

Aflysning overrasker Rødovre Kommune 

Rødovre Lokal Nyt har givet Rødovre Kommune mulighed for at svare på kritikken. 

Borgmester Britt Jensen oplyser, at aflysningen kommer bag på Rødovre Kommune. 

- Jeg synes det er rigtig ærgerligt for de mange mennesker og foreninger som sætter pris på byfesten. Vi har løbende været i tæt dialog med arrangørerne og forstår faktisk ikke helt, at arrangørerne har valgt at aflyse. Vi har intet fået at vide af arrangørerne på forhånd, udtaler Britt Jensen.

Hun forklarer videre, at kommunen har afholdt en række møder med arrangørerne, hvor man har haft en dialog om hvor, byfesten kunne holdes. 

I følge Rødovre Kommune har fokus hele vejen igennem været at skabe mulighed for en vellykket byfest.

- Det er rigtigt, at der har været udfordringer med at finde det rigtige sted at placere byfesten permanent. Området omkring Rådhusplænen ændrer sig markant disse år og der er kommet mange flere boliger til, så vi har ønsket at finde en permanent og godt sted at afholde byfesten. Men da det ikke umiddelbart lykkedes, gik vi tilbage til plænen og de samme kontraktforhold omkring musikken som sidste år, forklarer borgmester Britt Jensen.

Rødovre Kommune forklarer videre, at der har der været en dialog mellem kommunen og arrangørerne om affald og genbrug.

- Det var mit indtryk, at vi godt kunne finde en fælles og praktisk løsning, som alle kunne leve med. Men arrangørerne har altså aflyst alligevel. Jeg håber virkeligt, at byfesten vender tilbage næste år, siger Britt Jensen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...