Der er mulighed for at få både musik, sang og shopping med på vejen, når der fredag 29. maj igen holdes Aftenåbent i Roskilde.
Butikkerne har åbent til klokken 20, og samtidig er der liv i gaderne. Fra klokken 17 vil der være aktivitet på Stændertorvet, hvor Roskilde Domkirkes Pigekor markerer sit 30-års jubilæum med fællessang under åben himmel. Her inviteres publikum til at synge med på danske sommersange sammen med omkring 200 korsangere.
Den nye Roskildesang vil desuden blive opført for første gang. Efter fællessangen fortsætter musikken rundt i midtbyen med mindre indslag.
Samtidig danner Surround rammen om en musikfestival med livekoncerter og nye musikoplevelser i byens rum. Festivalen fortsætter weekenden igennem.
Aftenåbent arrangeres af Roskilde Handel & Erhverv i samarbejde med Roskilde Domkirke, Surround Festival, Roskilde Kommunes Musikbypulje og Roskilde Synger.