Med en nulstilling pr. 1. juli 2025 og opbygningen af et helt nyt hold har Kalundborgegnens Erhvervsråd taget hul på et ambitiøst arbejde for at styrke rammerne for det lokale erhvervsliv i Kalundborg. Under ledelse af erhvervschef Caspar Christensen er det klare mål, at det både skal være lettere at drive virksomhed og mere attraktivt at leve og arbejde i området.
- Vi er et netværk med ambitioner, der gerne vil gøre en forskel. Vi har den kritiske masse af virksomheder, og derfor er vi relevante både for kommunen og erhvervslivet, siger Caspar Christensen.
Tættere dialog giver resultater
En af erhvervsrådets vigtigste opgaver er at fungere som bindeled mellem virksomheder og kommune. Her har etableringen af dialogfora og et fokuseret samarbejde med kommunen allerede vist konkrete resultater, herunder i forhold til byggesagsbehandlingen. Hvor sagsbehandling tidligere kunne tage op mod 200 dage, er den nu reduceret til omkring 80 dage.
- Det er stadig for højt, men udviklingen går i den rigtige retning. Det handler om at afbureaukratisere og gøre arbejdsgangene lettere – og vi oplever en langt større gensidig velvilje, når virksomheder og kommune mødes direkte, forklarer erhvervschefen.
Erhvervsrådet har en partnerskabsaftale med kommunen om erhvervsservice, og alle virksomheder kan frit henvende sig for sparring og vejledning.

Arbejdskraft og bosætning
Kalundborg oplever i disse år en markant vækst, der ikke mindst drevet af store industrivirksomheder som Novo Nordisk, men netop denne vækst skaber også udfordringer. Manglen på kvalificeret arbejdskraft er en af de største barrierer for virksomhederne, og samtidig er der et pres på boligmarkedet, hvor udbuddet slet ikke følger med efterspørgslen.
- Vi har en exceptionel vækst, som har afstedkommet, at vi både mangler hænder og boliger. Mange arbejder her, men vælger på grund af boligmanglen at bosætte sig i andre kommuner, fortsætter Caspar Christensen.
Kalundborgegnens Erhvervsråd arbejder derfor på flere fronter med tiltrækning af arbejdskraft samt udvikling og styrkelse af bylivet, så Kalundborg bliver et mere attraktivt sted at bo.

Netværk og fællesskab som drivkraft
Kalundborgegnens Erhvervsråd er i dag et netværk med 335 medlemsvirksomheder – fra mindre selvstændige til store koncerner. Medlemmerne tilbydes blandt andet ledernetværk, branchegrupper og arrangementer, der styrker samarbejde og vidensdeling. Den lokale samarbejdskultur spiller en central rolle, hvor den såkaldte “Kalundborgmodel” bygger på idéen om, at virksomheder, kommune og institutioner løfter i flok.
- Et af de mest kendte eksempler er den industrielle symbiose, hvor overskudsressourcer genanvendes på tværs af virksomheder. Overskudsvarme fra industrien bruges eksempelvis til opvarmning af boliger og industri – en løsning, der har givet international opmærksomhed, fortæller erhvervschefen.

Uddannelse og udvikling i fokus
For at imødekomme behovet for arbejdskraft satses der massivt på uddannelse. Campus Kalundborg er under udvikling med et projekt til omkring 300 millioner kroner, som forventes at stå færdigt i 2028. Samtidig findes allerede etablerede tilbud som Processkolen og uddannelser inden for blandt andet teknik og ingeniørfag.
- Vi skal sikre, at der er en rød tråd fra uddannelse til job. Det er afgørende for både virksomhederne og de unge, siger Caspar Christensen.

En by i fortsat udvikling
Kalundborg står midt i en omfattende udvikling – fra havneudvidelser til nye kulturinitiativer og et omfattende bymidteprojekt, der forventes færdigt i løbet af tre år. Samtidig arbejdes der på at forbedre infrastrukturen og øge tilgængeligheden til Kalundborg som en erhvervsby i kraftig vækst.
- Vi mærker, at folk gerne vil os, og det er et godt udgangspunkt. Med en ny organisation, stærke partnerskaber og et klart fokus på både erhverv og livskvalitet arbejder vi målrettet på at sikre, at væksten omsættes til varig udvikling til gavn for både virksomheder og borgere, understreger erhvervschefen.