Orø Kirke indbyder til en række stemningsfulde og gratis koncerter i løbet af sommeren og efteråret. Både børn og voksne kan se frem til musikalske oplevelser med danske og internationale præg.
Aros Guitar Duo besøger Orø Kirke lørdag 20. juni klokken 15.00. Mikkel Egelund Nielsen og Simon Wildau, begge uddannede solister fra konservatoriet i Aarhus, dannede duo i 2009.
Siden har de optrådt ved koncerter i både Danmark og udlandet og vundet priser ved flere guitarfestivaler og konkurrencer i blandt andet Italien, Kroatien og Liechtenstein. Såfremt vejret tillader det, spiller duoen udendørs på plænen foran den gamle præstegård, men ved regn flytter koncerten ind i kirken. Der er fri entré.
Lørdag 24. oktober klokken 11.00 er det børnenes tur, når Orø Kirke præsenterer koncert med Sille Grønberg og Palle Windfeldt. Dørene åbner for børn mellem to og seks år og deres voksne, der kan glæde sig til sange fra blandt andet Lille Tut og klassikere fra den danske børnesangskat.
Sille Grønberg og Palle Windfeldt har over 35 års erfaring som børnemusikere og står bag musikken til tv-programmer som Rosa fra Rouladegade. De optræder årligt ved omkring 100 koncerter. Koncerten er gratis for alle.
Tirsdag 29. september klokken 19.00 runder Orø Kirke programmet af med Sahra Da Silva og Hans Knudsen. Sahra Da Silva modtog i 2024 Blues Live prisen ved Danish Music Awards og er kendt for sin alsidige stemme og evne til at spænde over blues, folk, jazz, gospel og R&B.
Hans Knudsen har i 50 år været et navn på den danske blues- og jazzscene, blandt andet kendt for sit samarbejde med sanger Lilian Boutté. Sammen byder duoen på en aften med både nye og erfarne kræfter inden for dansk blues og jazz. Også denne koncert har fri entré.