Brande i Ikast og skud i Herning kan være del af kriminelt opgør

Midt- og Vestjyllands Politi efterforsker mandag to brande i Ikast, der formodes at være påsatte samt afgivelsen af to skud i Herning. (Arkivfoto).

Midt- og Vestjyllands Politi efterforsker mandag to brande i Ikast, der formodes at være påsatte samt afgivelsen af to skud i Herning. (Arkivfoto).

Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Midt- og Vestjyllands Politis efterforskning af to brande i Ikast og et skyderi i Herning søndag aften tyder på, at hændelserne har relation til et internt opgør i det kriminelle miljø.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse mandag.

Politiet modtog med ét minuts mellemrum anmeldelser om to brande på forskellige adresser i Ikast. Formodningen er, at begge brande var påsat.

Søndag aften indløb en anmeldelse om, at der var affyret to skud mod en lejlighed i boligområdet Brændgårdsparken i Herning. Ingen blev ramt af skuddene.

- Der er et tidssammenfald på de her tre hændelser, som gør, at vi arbejder på sagerne samlet, siger Hans Roost, der er linjechef for Efterforskning og Forebyggelse hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Mandag er et område omkring boligområdet afspærret.

Politiets foreløbige efterforskning peger på, at der kan være tale om et internt opgør mellem grupperinger i det kriminelle miljø.

- Det opgør har vi i forvejen beskæftiget os indgående med, men vi kommer til at gå endnu længere på baggrund af nattens hændelser, siger Hans Roost i pressemeddelelsen.

Hvilke grupperinger, der kan være tale om, skriver politiet ikke.

Over for Ritzau kan Hans Roost heller ikke komme nærmere ind på netop det spørgsmål.

- I begge lejre er der relation til bandemiljøet, men vi har simpelthen ikke nok på det, til at vi kan sige det. Men der er ingen tvivl om, at der er relationer til bandemiljøet, siger han.

Efterforskningen af nattens hændelser har høj prioritet i politikredsen, lyder det i pressemeddelelsen.

- Vi har set eksempler på, at kriminelle forsøger at ramme hinanden ved for eksempel at ramme pårørende. Jeg vil gerne understrege, at vi under ingen omstændigheder accepterer, at den her form for opgør kan udspille sig, siger Hans Roost.

Politikredsen er i gang med at afklare, om der kan indføres visitationszone i Ikast og Herning, og at flere andre værktøjer er i brug.

- Af hensyn til vores indsats kan jeg ikke gå længere ind i, hvad vi har gjort, og hvad vi kommer til at sætte i værk, men jeg vil gerne garantere, at vi gør alt, hvad der står i vores magt for at komme det her uvæsen til livs, siger Hans Roost.

Vidner, der har set noget omkring Falkevej og Strøget i Ikast fra omkring klokken 22.30 og frem søndag, eller omkring Brændgårdsparken i Herning fra klokken 22.00 og frem, opfordres til at henvende sig til politiet på 1-1-4.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...