Der var masser af liv, musik og børnestemmer på parkeringspladsen ved Grønnegades Kaserne Kulturcenter mandag formiddag, da Børnekulturfestivalen i Næstved blev skudt i gang.
Omkring 2150 børn og dertilhørende pædagoger var samlet til den traditionelle åbningskoncert, hvor den grønne drage Næssi igen var i centrum sammen med Ulla Abdullas Cocobongoband. Der var også gøgl og akrobatik fra Avantgarden, inden festivalen officielt blev åbnet.
I år var det Anette Brix (K), formand for Kultur-, Forenings- og Lokaldemokratidvalget i Næstved Kommune, der kunne byde børnene velkommen til festivalen.

Åbent program
Selvom mange af arrangementerne er målrettet skoler, daginstitutioner og SFO’er, er der også åbne aktiviteter, hvor man kan kigge forbi uden tilmelding. Fra tirsdag til torsdag i denne uge er der således åbent program på parkeringspladsen ved Grønnegades Kaserne Kulturcenter mellem klokken 9 og 12.
Her kan børn blandt andet lege, tegne og bygge, og som noget nyt er 20 elever fra FGU med til at stå for aktiviteterne. De er iført Næssi-t-shirts og skal hjælpe de små festivalgæster godt i gang med de forskellige workshops.
Læs også
- Mandag starter Børnekulturfestivalen: Nu med børn selv i hovedrollerne
- En fræk grøn drage er et sikkert trækplaster på festival
Børnekulturfestivalen byder i år også på ekstra fokus på dans, blandt andet fordi en analyse af børnekulturen i Næstved Kommune har vist, at der er meget musik, men mindre dans i børnenes kulturtilbud.
Senere på festivalen bliver børn også selv en mere aktiv del af programmet. Blandt andet er der ’Stjernekoncert’ den 21. maj, hvor børn optræder med musik for børn.
Festivalen kan opleves af alle til familielørdag den 23. maj mellem klokken 9.30 og 15.00. Programmet starter med optog gennem byen med Næssi og Avantgarden. Derefter er der en masse gratis aktiviteter og workshops for børn og familier.
