Hvis man skal tro meteorologerne, bliver det sommer-temperaturer i pinsen, men det er nok stadig lidt for tidligt at finde badetøjet frem og hoppe i det ikke alt for varme vand.
Men hvad skal man så tage sig til, hvis man heller ikke er typen til skovture og picnic i parken? Her er fem bud.
Tag i cirkus
Det er blevet Cirkus Arlis tur til at ramme Roskilde-området, og der bliver rig lejlighed til at opleve en forestilling, uanset hvor man bor i kommunen.
Onsdag var Arli i Trekroner, torsdag kom de til Ågerup, og fredag er det Gundsømagle, som får fornøjelsen med start klokken 17.
Lørdag slås teltet op i Svogerslev, og søndag og mandag vil Cirkus Arli være at finde i Himmelev. Disse tre forestillinger begynder klokken 15.

Tag på festival
Den lokale festivalsæson indledes i pinsen af den akustiske folkfestival Ild i Gilden, der holdes på Gildesgård i Kamstrup fra fredag til søndag.
Ild i Gilden fandt første gang sted i 2017 og fik sidste år en ny arrangørgruppe, der er klar til at videreføre festivalen.
I år er der bands fra Danmark, Norge og Belgien på programmet, men åbne jams er også en stor del af konceptet.
Gildesgård, fredag 22.-søndag 24. maj.
Tag på kunstbesøg
Et fast indslag i pinsen har siden 2002 været Kunst i Pinsen, hvor en række kunstnere, atelierer og gallerier inviterer indenfor.
I år har 18 udstillingssteder i Roskilde Kommune tilmeldt sig, og det er alt fra kunstnere, der arbejder hjemmefra, til større kunstnerværksteder og gallerier, hvor flere kunstnere er samlet.
Det er muligt at få et overblik på hjemmesiden kunstipinsen.dk eller ved at downloade "Kunst i Pinsen"-appen.
Lørdag 23.-mandag 25. maj kl. 10-16.
Tag til gudstjeneste i det fri
Der er selvfølgelig flere gudstjenester i pinsen, men 2. pinsedag er der traditionen tro friluftsgudstjeneste i amfiteateret i Folkeparken.
Det er kirkerne i Roskilde Domprovsti, der står bag "Pinse i fri luft", hvor flere kirkekor medvirker sammen med Jakob Lundbaks jazzband og dansere fra M Studio.
Folkeparken, mandag 25. maj kl. 11.
Tag til koncert med kor
Roskilde Domkirke fungerer som nødløsning til friluftsgudstjenesten i tilfælde af dårligt vejr, men det lader som nævnt ikke til at blive aktuelt i år.
I stedet kan man om aftenen komme til gratis koncert med Stuttgarter Hymnus-Chorknaben, der er et af de ældste drengekor i det sydvestlige Tyskland.
De er i øvrigt ikke det eneste udenlandske kor, som besøger i Roskilde i pinsen, for dagen før, søndag den 24. maj, giver cirka 50 unge korsangere fra Adolf Fredriks Kirke i Stockholm koncert på INSP klokken 13.
Roskilde Domkirke, mandag 25. maj kl. 19.30.